Har du nogensinde undret dig over, hvorfor du altid skal acceptere betingelser, cookies eller give tilladelse til at bruge din lokalitet, når du besøger en ny hjemmeside eller bruger en ny app? Har du også dårlig samvittighed over altid at acceptere uden at gide læse det igennem? Har du brug for en forklaring på, hvorfor det er sådan, og hvorfor det er så svært at gøre noget ved? I dette forløb vil vi med udgangspunkt i hverdagens dataudveksling afdække hvad, hvordan og hvorfor vi deler vores data med hinanden, med fremmede og med virksomheder.
Forløbet tager udgangspunkt i ideen om, at vi kan bruge sociologiske teorier og begreber til at forklare, hvordan vi deler data på nettet. Herfra stiller vi de spørgsmål, som man kunne stille til alle former for social adfærd, nemlig hvad, hvordan og hvorfor:
- Hvad deler vi?
- Hvordan deler vi?
- Hvorfor deler vi?
I stedet for at begynde med at kigge på den digitale sociale adfærd tager forløbet afsæt i at forklare den sociale adfærd. Formålet med de første to moduler er at foretage en undersøgelse af den sociale adfærd ved hjælp af Goffmans teori om det sociale liv som et teaterstykke, Jørgensens fire identitetsniveauer, Honneths teori om anerkendelse og lidt om aktør- og strukturforklaringer. Denne del af forløbet udgør en slags skabelon for de resterende moduler – det vil sige, vi stiller de samme spørgsmål til den digitale sociale adfærd, som vi har stillet til den sociale adfærd (hvad, hvordan og hvorfor).
Herefter er forløbet opbygget således, at det undersøger tre forskellige aspekter af det digitale sociale liv: sociale medier, søgemaskiner og hjemmesider og apps. Under hvert af de tre aspekter svares der primært på spørgsmålet “hvad” – det vil sige, hvad deler vi på sociale medier, hvad deler vi på søgemaskiner og hvad deler vi på hjemmesider/apps.
Med hensyn til hjemmesider/apps udfoldes spørgsmålet om, hvordan vi deler. Her er der mulighed for et samarbejde med informatik f.eks. i forbindelse med et cookie-spil.
Herefter fokuserer forløbet på det overordnede (og måske vigtigste) spørgsmål, nemlig: Hvorfor deler vi? Her er der mulighed for at sammenligne med svaret på spørgsmålet i forbindelse med den indledende undersøgelse af den sociale adfærd. Her udfoldes aktør-strukturproblematikken, fordi forløbet igennem undersøgelsen af den digitale sociale adfærd har blotlagt, hvordan individet faktisk har meget lidt magt over egne data. Det centrale er, at vi er underlagt de samme begrænsende strukturer i den digitale verden som i den sociale verden, og at man måske ikke har samme kontrol over sine data i den digitale verden, som man har i den ikke-digitale verden.
I den sidste del af forløbet vendes perspektivet om og i stedet for at forklare med udgangspunkt i individets perspektiv, så fokuseres der på, hvordan virksomheder opsamler data og derved har muligheden for at manipulere og udnytte vores data (imod os). Her inddrages Zuboffs teori om overvågningskapitalisme og Couldry og Meijas teori om datakolonialisme. I denne sidste del af forløbet er der også mulighed for et samarbejde med informatik, for eksempel i forbindelse med machine-learning-metoder til træning af forudsigelsesmodeller til brug for markedsføring.
Lærervejledning
Man kan få et indtryk af forløbets indhold på siden Introduktion til forløbet.
Forløbet er tiltænkt samfundsfag på A-niveau, men det kan anvendes på både C- og B-niveau. Det er tiltænkt A-niveau for at have tid nok til at udfolde undersøgelsen, men man kan godt springe over for eksempel undersøgelsen af hjemmesider/apps. Herved vil man kunne springe over nogle moduler og anvende forløbet på C- eller B-niveau. Se nærmere i forløbsplanen på næste side.
Der er mulighed for samarbejde med informatik på to forskellige tidspunkter i forløbet, men det er ikke et krav. Et tværfagligt samarbejde vil give mere forståelse for de tekniske løsninger, som ligger bag “overvågningskapitalismen”, og det vil give eleverne mulighed for at udvikle egne produkter eller tilpasse sig eksisterende. Herunder er der også mulighed for at inddrage viden fra samfundsfag i forhold til, hvad der kunne give magten tilbage til aktøren og om det i det hele taget er muligt at regulere internettet ved at give aktørerne magten. Måske er det kun på systemniveau, at løsningerne kan findes?
I de to første moduler er der en relativt detaljeret plan for modulet under overskriften “Lærerens plan for modulet”. I de resterende moduler henvises til forløbsplanen.
I forhold til læreplanen i samfundsfag, så vurderes det, at forløbet omfatter, hvad der står under sociologi (de mest relevante dele er fremhævet med fed):
- Identitetsdannelse og socialisering samt social differentiering og kulturelle mønstre i forskellige lande, herunder Danmark
- Politisk meningsdannelse og medier, herunder adfærd på de sociale medier
- Samfundsforandringer og forholdet mellem aktør og struktur.
Hertil kommer muligheden for at indgå i samarbejde med informatik, hvorved det faglige mål “at behandle problemstillinger i samspil med andre fag” også opfyldes.
Modul | Ramme | Fokus | Aktivitet | Kommentar |
| 1 | Den ikke-digitale hverdag: Hvad deler vi? | Hvad er privat og hvad deler vi egentlig i hverdagen – både med mennesker vi kender og med mennesker vi ikke kender. Eleverne skal selv indsamle empiri. | Øvelse 1 er en undersøgelse af tabeller og figurer. Øvelse 2 er en induktiv observationsøvelse, som danner grundlag for næste modul. | Der bør være god tid sat af til øvelse 2. |
| 2 | Den ikke-digitale hverdag: Hvordan og hvorfor deler vi? | Eleverne læser teori om identitetsdannelse (Jørgensen) og det sociale liv som teater (Goffman) og anvender det på øvelse 2 fra modul 1. | Øvelse 1 er en efterbehandling af øvelse 2 fra modul 1. Derudover læsning af tekster. | Modul 2 forudsætter at man har lavet modul 1. |
| 3 | Fra den fysiske hverdag til den digitale hverdag: Hvad og hvordan deler vi på sociale medier? | Med udgangspunkt i en figur gennemgået i modul 2, skelnes der mellem data vi bevidst deler og data, som vi ubevidst deler. Det vi deler på sociale medier hører i overvejende grad til i den første kategori.
| Øvelse 1 har fokus på forskellen på sociale medier og hvordan det bruges. Øvelse 2 har fokus på ubevidste informationer delt på sociale medier. Øvelse 3 er med fokus på hvad sociale medier bruger data til. | Man kan godt gøre mere ud af vinklen med Cambridge Analytica-skandalen – evt. inddrage det politiske niveau. |
| 4 | Den digitale hverdag: Hvad og hvordan deler vi på søgemaskiner? | Der introduceres til de underholdende og provokerende undersøgelser af Stephens-Davidowitz som siger, at den bedste kilde til viden om mennesker er deres adfærd på søgemaskiner. | Øvelse 1 er et induktivt forsøg på at efterligne Stephens-Davidowitz’ fremgangsmåde. Øvelse 2 er at forholde sig kritisk til resultaterne og metoden. | |
| 5 | Den digitale hverdag: Hvad og hvordan deler vi på søgemaskiner? | Hele modulet bruges på at se filmprojektet “Made to measure”. | Kender du typen – Google Edition kan både udføres før og efter (eller uden) at man har set filmen. | Denne blok kan godt springes over, da filmen ikke kan bruges som decideret empiri. Filmen gør dog et stort indtryk på mange elever. |
| 6 | Den digitale hverdag: Hvad og hvordan deler vi med hjemmesider og apps? | Modulet bruges på at afdække hvordan cookies og apptilladelser sporer og gemmer data om ens færden. | Øvelse 1 er en hands-on øvelse om cookies. Øvelse 2 er en gennemgang af hvilke former for sporing eleven selv er udsat for. | Her er der oplagte muligheder for samarbejde med informatik. |
| 7 | Den digitale hverdag: Hvorfor deler vi private data? | Fokus er på de sociologiske teorier. Modulet bruges på at koble undersøgelsen fra modul 1 og 2 med undersøgelsen fra modul 3-6, dvs. at bruge de samme begreber og forklaringer. | Alle øvelser bruges på enten at anvende teori på forskellige undersøgelser af vores forhold til at dele data. | |
| 8 | Den digitale hverdag: Hvorfor deler vi private data? | Her er fokus på aktør-strukturproblematikken og individers reaktioner på oplevelsen af manglende kontrol. | Øvelserne tager udgangspunkt i opgivenhed og creepiness. Eleverne forholder sig til forskellige scenarier, og konfronteres med erkendelsen af, at det dybest set er umuligt at tage magten over egne data tilbage. | Denne blok kan godt springes over, hvis man gennemgår aktør-strukturproblematikken i en anden sammenhæng. |
| 9 | Den digitale struktur: Hvorfor foregår det? | Her skifter fokus fra aktørerne til strukturen. Zuboffs teori om overvågningskapitalisme introduceres som strukturel forklaring. | Øvelserne tager udgangspunkt i at forstå teorien bag og i at anvende teorien på en case (bilforsikring + overvågning) | I denne og de følgende blokke kan fokus lægges i retning af det politiske, hvis man ønsker det. |
| 10 | Den digitale struktur: Hvorfor foregår det? | Fokus på strukturniveau fastholdes. Teorien om datakolonialisme introduceres. | Øvelserne er ligesom i sidste blok med afsæt i teori og med anvendelse af teori på en case, som omhandler digitalisering i 3. verdenslande. | Her er der mulighed for at gå i dybden med lande på forskellige udviklingstrin. |
| 11 | Perspektiver | Fokus på teknologiske muligheder og næste skridt inden for overvågningskapitalisme. | Øvelsen tager udgangspunkt i et machine learning-værktøj som kan bruges til at målrette annoncer eller spore adfærd med henblik på manipulation. | Her er der mulighed for samarbejde med informatik igen. |
Modul 1:
Privatliv og personlige data
Eleverne undersøger figurerne og diskuterer, hvad privatliv og data egentlig er. Eventuel opsamling med henblik på, hvad der karakteriserer danskernes forhold til privatliv og data.
Klip fra Sherlock
Se videoen på klassen. Husk at slå engelske undertekster til.
Hvad er data og hvad er privat?
Eleverne observerer andre mennesker og registrerer de indsamlede data.
Eleverne skulle gerne nå til en erkendelse af, at data er noget, som vi hele tiden afgiver, når vi indgår i relationer med andre mennesker. Vi har en forestilling om, at vi kan kontrollere det flow af information, der udgår fra os, men det kan vi måske kun i et begrænset omfang.
Et andet menneske kan uden at tale med os inden for kort tid bedømme, hvor gamle vi er, hvor mange penge vi har, om vi går op i vores udseende, om vi ser dårligt, om vi hører dårligt, om vi er ved at tabe håret, om vi motionerer, om vi er overvægtige, om vi ryger, vores civilstand, om vi har tics, hvad vi laver i fritiden, om vi har handicaps og meget andet.
Hvis vi fører en kort samtale med vedkommende, kan de også bestemme, hvilken del af landet vi kommer fra, hvor intelligente vi er, vores seksuelle orientering samt anskaffe sig oplysninger om uddannelse, arbejdsplads, antal børn, søskende, forældre mm.
Opsamling på øvelse
Eleverne indsamler forskellige grunde til, hvorfor vi deler data med andre mennesker. Det kan f.eks. være:
- Vi har valgt en fremtræden, som vi opretholder. Vi kan kalde det identitetsarbejde eller front stage-arbejde eller personlig identitet.
- Vi bruger andres reaktioner på vores fremtræden til at tilpasse den, så den stemmer overens med den person, som vi ønsker at være.
- Andre menneskers reaktioner på vores fremtræden kan ofte ikke skjules. Hvis folk kigger væk, griner eller vender øjne, så har vi oplevet en social sanktion.
- Vi får feedback på vores fremtræden med det samme eller næsten med det samme.
- Det er for det meste i en ligeværdig relation med andre mennesker: Vi kan se de samme informationer om dem, og de tilbyder dem i samme omfang som os.
- Vi kan ikke ikke indgå i dataindsamlingen, medmindre vi vælger at lade være med at deltage i det omkringliggende samfund og i stedet blive hjemme ved os selv.
- Vi vil ikke blive hjemme ved os selv, fordi vi er sociale væsener, der er afhængige af andres anerkendelse for at opretholde vores egen identitet.
- Vores identitet, og dermed også os selv, findes kun i det omfang, vi bliver set af andre mennesker og bliver anerkendt af dem
Modul 2:
Teori om identitetsdannelse og det sociale liv
Eleverne læser (muligvis som lektie) siden Teori om identitetsdannelse og det sociale liv og svarer på forståelsesspørgsmål om henholdsvis identitetsniveauer og Goffman. Svarene på spørgsmålene ligger på siden Svar på forståelsesspørgsmål om identitetsniveauer og Goffman (skjult for elever).
Efterbehandling af Øvelse 1: Hvad er data og hvad er privat?
Eleverne arbejder med siden Efterbehandling af Øvelse 1: Hvad er data og hvad er privat? og vender i den forbindelse tilbage til både begreberne fra Goffman og identitetsniveauer samt deres notater fra observationsøvelsen i første modul.
Intentionen med denne side er at anvende begreberne på deres observationer og på den måde synliggøre, at vi ikke har kontrol over de data, vi afgiver, og at det både kan bekræftes i observationerne og i den lidt overfladiske analyse af klippet fra Sherlock, som bruges som skabelon.
Konklusionen på øvelsen er at vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor vi indgår i dataindsamlingen, når den faktisk også afslører os.
No Man is an Island
Eleverne arbejder med siden No man is an island, hvor de læser om Honneths anerkendelsesteori, som har som udgangspunkt, at mennesker er afhængige af hinanden for at blive anerkendt og at anerkendelsen spiller en væsentlig rolle i vores selvrealisering.
I denne forbindelse kan eleverne som en slags opsamling vende tilbage til de svar, de gav på refleksionsspørgsmålet fra slutningen af første modul og forhåbentligt kvalificere deres svar teoretisk ved hjælp af Honneths pointer.
Læreren kan her selv vælge at bevæge sig videre i dette spor. Læreren kan eventuelt henvise til et andet forløb, hvor Honneth er anvendt. Det kunne f.eks. være integration, velfærdsstat eller konkurrencestat.
Hvem har magten over vores data?
Eleverne arbejder med siden Hvem har magten over vores data?, hvor de læser om aktør/struktur-perspektiver og skal diskutere spørgsmålet om, hvorvidt det er aktører eller strukturer, der har magten over de data, vi afgiver.
Pointen er at hæve abstraktionsniveauet en anelse og relatere problemstillingen til alle mulige andre aktør/struktur-problemstillinger, som man måske har arbejdet med i andre forløb. Pointen er også, at begrebet struktur kan bruges til at sætte ord på det ubestemmelige, der gør, at vi konstant deler data om os selv med omgivelserne.
Svar på forståelsesspørgsmål om identitetsniveauer og Goffman
Forståelsesspørgsmål
- Hvordan er identitet et individuelt projekt og hvordan er det ikke?
- Det er individuelt, hvis det handler om, hvem man er (jeg-identitet), og hvordan man fremstiller sig selv (den personlige identitet). Det er ikke individuelt, hvis det handler om, hvordan andre opfatter en (den sociale identitet), og hvilken gruppe man tilhører (kollektiv identitet). Man kan diskutere, om der ikke også er kollektive komponenter i fremstillingen af en selv. Denne ville nok skulle tilpasses, hvis andre ikke anerkender/accepterer ens personlige identitet (gennem den sociale identitet).
- Forklar begreberne jeg-, personlig og social identitet.
- Jeg-identitet er den inderste kerne, som er summen af de erfaringer og den krop, som man består af. Dette identitetsniveau er der, hvor personen opretholder en forestilling om at være den samme fra dag til dag, selvom man måske fremstår radikalt forskellig for omverdenen.
- Personlig identitet handler om, hvad man gerne vil vise om sig selv og beror på bevidste valg, som man træffer i fremstillingen af en selv. Den er foranderlig, men afhænger også af ydre faktorer, f.eks. på hvilket stadie af livet man befinder sig. Man kan også bruge begrebet branding
- Social identitet handler om, hvordan andre opfatter en. Herigennem opnås accept og anerkendelse, hvis vores personlige identitet anerkendes som den sociale. Der er ikke tale om at enten anerkendes den personlige identitet eller ej, men om at den måske anerkendes i større eller mindre omfang.
Forståelsesspørgsmål
- Selvets præsentationsbehov har både en funktion for det enkelte individ og for den sociale orden. Hvad er de funktioner?
- for det enkelte individ har det den funktion, at man kan bekræftes i, over for sig selv, at man har den fremtræden som man ønsker og at man er den, som man er.
- for den sociale orden har det den funktion, at det er med til at skabe ordenen. Hvis mennesker ikke havde behov for at præsentere sig selv, ville der ikke findes en orden.
- Hvordan ligner den sociale interaktion et skuespil?
- ved at der f.eks. er optrædende, tilhørere, setting og scener. Det særlige ved den sociale interaktion er så, at de optrædende også er tilhørere og omvendt.
- Hvilken rolle spiller andres og vores egen forforståelse og forventninger i dén måde vi og andre fremstiller os selv på?
- vores forforståelse og forventninger former de roller, som vi hver især indtager over for hinanden. Med lægen og patienten som eksempel, kan vi forestille os, hvilke særlige måder at opføre sig på, som er i spil i mødet mellem de to. Uden de involveredes forforståelse og forventninger ville mødet være mere besværligt, f.eks. hvis lægen skal redegøre for sin kompetence eller i det hele taget forklare, hvorfor han/hun stiller så personlige spørgsmål til patienten.
- forforståelse og forventninger spiller dermed en rolle ift. at vi gerne vil leve op til de andres forventninger til os. Hvis vi ikke gør det, så overskrider vi grænserne for den sociale orden. Og hvis vi overskrider grænserne, har vi heller ikke selv de samme muligheder for at præsentere os.
- Hvad er forskellen på frontstage og backstage?
- frontstage er den sociale virkelighed, hvor vi er genstand for andres opmærksomhed. Her optræder vi.
- backstage er den private virkelighed, hvor vi ikke behøver at præsentere os selv. Her forbereder vi os på at optræde.
- Den sociale interaktion handler både om selvrepræsentation og om opretholdelse af den sociale orden – hvorfor?
- den sociale interaktion kræver, ligesom en forestilling, forberedelse og samarbejde mellem de involverede. Alle forsøger at opretholde den sociale orden, dvs. den fælles forståelse om de normer og regler, som hersker i situationen. Det er for at sikre, at der er plads til at alle kan præsentere sig.
- de beskyttende praksisser træder i kraft, så den der optræder ikke “falder igennem” på scenen, hvis vedkommende overskrider grænserne for den sociale orden og dermed ødelægger den.
1. Modul: Hvad deler vi?
Følgende tre figurer beskæftiger sig med danskernes holdninger og bekymringer i forbindelse med beskyttelsen af deres privatliv, når de færdes på internettet.
Figur 1.1: Bekymring for ens privatliv og identitetstyveri på nettet
Figur 1.2: Jeg ville gerne gøre mere for at beskytte mit privatliv på nettet
Figur 1.1 og 1.2 er fra: “Privacy og datasikkerhed 2019”, IDA og Forbrugerrådet Tænk, https://ida.dk/media/4378/190402-ida-analyse-privacy-og-datasikkerhed-2019-final.pdf
Tekstboks 1.3: Europæiske og danske internetbrugere og deres data
- Næsten alle internetbrugere i Europa (95%) og Danmark (91%) mener, at databeskyttelse er vigtig for dem. (…)
- Flere end 8 ud af 10 danskere (84%) er villige til at dele deres personlige data for at få gratis adgang til digitale tjenester – sammenlignet med næsten 9 ud af 10 (87%) i Europa.
- Kun hver anden dansker og europæiske internetbruger (52%) føler, at de har kontrol over deres data.
- 7 ud af 10 danskere (77%) og 8 ud af 10 europæere (84%) er bekymrede for, at deres personlige data vil falde i de forkerte hænder i løbet af de næste to år.
fra: “Otte ud af 10 danskere deler deres data, selvom de er bekymrede”, https://it-kanalen.dk/otte-ud-af-10-danskere-deler-deres-data-selvom-de-er-bekymrede/
Hvad er danskernes forhold til privatliv og personlige data?
- Sæt dig sammen med sidemanden eller din gruppe.
- Undersøg figur 1.1, figur 1.2. og tekstboks 1.3 med henblik på, hvad de siger om danskernes forhold til privatliv og data.
- Find på nettet nogle definitioner på henholdsvis privatliv og data og diskuter styrker og svagheder ved at bruge disse definitioner i forhold til internetbrugeres adfærd på nettet. Er de tilstrækkelige eller forældede?
Husk at slå engelske undertekster til på ikonet til venstre for tandhjulet.
Hvad er data?
Definitionen i nedenstående tekstboks tager udgangspunkt i, hvordan man forstår begrebet “data” inden for IT, men selve begrebet er ikke noget, der er opfundet samtidigt med computeren. At afgive og modtage data er aktiviteter, som vi altid er i gang med, når vi færdes blandt andre mennesker f.eks. i familien, på skolen og ude i samfundet.
Tekstboks 1.4
data
Data, oplysninger eller kendsgerninger. Inden for it er data formaliserede oplysninger, der kan behandles maskinelt, fx en persons højde, fødselsdato og navn. Modsætningen hertil er uformelle oplysninger, fx at personen er smuk og venlig.
Data giver kun mening, hvis man ved, hvad de betyder; de bliver da til information. Tallet 130.825 bliver fx til information, hvis vi ved, at det er en fødselsdag bestående af dag, måned og år.”
fra: opslaget “data” i Den Store Danske, https://denstoredanske.lex.dk/data
Klippet fra “Sherlock” viser, hvordan Sherlock udnytter al den data, som Watson afgiver ved deres korte møde i laboratoriet. Ud fra en sparsom mængde data kan han deducere sig frem til en masse informationer om Watsons privatliv.
I virkeligheden gør vi alle ligesom Sherlock, måske blot ubevidst, når vi møder mennesker for første gang. Den næste øvelse tager udgangspunkt i, hvad vi kan komme til at vide om folk ved at observere og lytte til dem.
Hvad er data?
I skal nu gå sammen i par og finde et sted på gymnasiet eller i nærområdet, hvor I er i stand til at “modtage data”. Det skal forstås som et sted, hvor der er mulighed for at observere andre mennesker. Gerne mennesker, der på en eller anden måde interagerer med hinanden. Det er vigtigt, at I observerer mennesker, I ikke kender.
- Brug 5 minutter: Prøv at placere jer, så I er uden for hørevidde:
- Noter hvad I finder ud af om den eller de personer, I observerer. Hvordan ser de ud? Hvordan interagerer de?
- Brug 5 minutter: Prøv at placere jer, så I er inden for hørevidde. Det behøver ikke være de samme personer):
- Noter hvad I finder ud af om den eller de personer, I observerer. Hvad taler de om?
- Brug 5 minutter: Se på de data I har indsamlet. Kan I sige noget om personernes interesser, forbrugsmønstre, job, indkomst, sundhedstilstand eller andet? Hvad ville I kunne bruge det til? Er der tale om private/personlige data?
- Prøv at konfrontere de personer, I har observeret i pkt. 1 og/eller 2
- Hvad synes de om, at I har indsamlet data om dem?
- Er det noget de betragter som privat/personligt?
- Hvad synes de om, at folk, de ikke kender, indsamler data om dem?
- Hvad synes de om formålet med at indsamle data til brug for undervisningen? Ville de have det anderledes, hvis det for eksempel var med henblik på at sælge dem varer eller at få dem til at opføre sig anderledes?
Refleksionsspørgsmål i grupper eller på klassen:
Hvorfor er vi villige til at indgå i den form for dataindsamling, som finder sted ude i det fysiske samfund hver eneste dag? Hvad får vi ud af det?
- Noter alle de svar, I kan komme på, i et fælles dokument eller på tavlen.
2. Modul: Hvordan og hvorfor deler vi?
I første modul dokumenterede du og din gruppe i Øvelse 2, hvordan man ude i den virkelige verden både afgiver data om sig selv og modtager data om andre mennesker. Ingen af de observerede personer havde accepteret at afgive data. De gjorde det ubevidst.
Den eneste måde, hvor man kan undgå at afgive data er måske ved at trække sig tilbage fra samfundet. Med andre ord, så er det et vilkår ved at være menneske, at man hele tiden afgiver data om sig selv – både frivilligt og ufrivilligt.
Når vi afgiver data om os selv, fortæller vi samtidig vores omgivelser, hvem vi er. Det er en proces, som kan sættes i forbindelse med identitetsdannelse. Samtidig afgiver vi aldrig data om os selv uden, at det er i en social situation, det vil sige en situation, hvor vi interagerer med andre mennesker. Disse to aspekter bliver uddybet i dette modul.
Carsten Rene Jørgensen, professor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, har opdelt individets identitet i fire niveauer: Jeg-identitet, personlig identitet, social identitet og kollektiv identitet. De fire niveauer dækker over forskellige aspekter af det, der gør mennesker forskellige. Tilsammen udgør de individets identitet.
Læs “Hvem er jeg egentlig – et spørgsmål om identitet” som du finder her:
Forståelsesspørgsmål
- Hvordan er identitet et individuelt projekt og hvordan er det ikke?
- Forklar begreberne jeg-, personlig og social identitet.
Erving Goffman, canadisk sociolog, analyserede det sociale liv, som om det var et teaterstykke. Hans begreber stammer fra ord, man forbinder med indretningen af en scene, f.eks. frontstage og backstage, og han ser på individets interaktion med andre individer, som var det et hold af skuespillere i et teaterstykke:
“Når vi agerer i forhold til andre mennesker, prøver vi så vidt muligt at kontrollere det indtryk, de får af os. Vi præsenterer os på en måde, der tilkendegiver, hvordan vi definerer den situation, vi befinder os i, hvilken linje vi har tænkt os at lægge, og med hvilken autoritet vi vil gøre det. Vi kan dog aldrig kontrollere alle de udtryk, vi afgiver, og vores med- og modspillere fortolker også løs på alt det, vi ufrivilligt kommunikerer. De ved altid mere om os, end vi nok vil bryde os om at tænke på.”
fra: “Sociologen, der analyserede verden som en scene”, Kristeligt Dagblad, 6. januar 2015, https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/sociologen-der-analyserede-verden-som-en-scene
Læs “Behovet for at præsentere sig selv”:
og “Livet som et skuespil”:
Forståelsesspørgsmål
- Individets præsentationsbehov har både en funktion for det enkelte individ og for den sociale orden. Hvad er de funktioner?
- Hvordan ligner den sociale interaktion et skuespil?
- Hvilken rolle spiller andres og vores egen forforståelse og forventninger i den måde, som vi og andre fremstiller os selv på?
- Hvad er forskellen på frontstage og backstage?
- Den sociale interaktion handler både om selvrepræsentation og om opretholdelse af den sociale orden – hvorfor?
Goffmans begreber frontstage og backstage kan nogenlunde oversættes til det, vi umiddelbart forstår som henholdsvis offentligt og privat. Vi har muligvis alle den opfattelse, at vi selv afgør, hvad der er offentligt, og hvad der er privat. I forhold til den måde vi præsenterer os selv på i offentligheden, altså vores frontstage-identitet, så stræber vi efter at præsentere os på en måde, som vi selv har kontrol over.
Dette svarer til vores personlige identitet, hvor vi fremstiller den version af os selv, som vi gerne vil have, at andre ser. Det er dog langt fra sikkert, at vores personlige identitet stemmer overens med vores sociale identitet, som handler om, hvordan andre opfatter os. Forklaringen på dette misforhold kan findes i, hvor meget data vi rent faktisk afgiver, når vi befinder os frontstage og hvor meget af denne data, som vi afgiver frivilligt.
Figur 1
Hvad enten vi vil det eller ej, så er der, når vi er frontstage, en konstant strøm (pilen mellem de to cirkler) fra alle de data som vi “består af” over til de data, som vi afgiver. De data, som vi afgiver, er i denne sammenhæng både de data, vi afgiver frivilligt og de data, vi afgiver ufrivilligt.
Tilsammen udgør disse data det, der er tilgængeligt for andre mennesker i forhold til at danne et billede af, hvem vi er, det vil sige vores sociale identitet. De data, som vi afgiver frivilligt, det vil sige den personlige identitet, som er de eneste data vi faktisk kan kontrollere, er dermed ikke de eneste data, som vi afgiver.
Anvendelse af figuren på Sherlock-klippet
Fra Sherlock-klippet kunne vi se, hvordan Sherlock udnytter al den data, som John Watson afgiver ved deres korte møde i laboratoriet. Ud fra en sparsom mængde data kan han deducere sig frem til en masse informationer om Johns privatliv.
Ud fra de begreber, som vi har gennemgået, så viser Sherlocks fremgangsmåde, at hans opfattelse af den måde, som John fremtræder på ikke stemmer overens med den måde, som John ønsker at fremstille sig på. Med andre ord – Johns sociale identitet stemmer ikke overens med hans personlige identitet, fordi han ufrivilligt afgiver en masse data om sin fortid, sin familie og sit mentale helbred, som alle er dele af hans jeg-identitet.
John har en opfattelse af, at de data, som Sherlock har adgang til, faktisk er noget, som befinder sig i backstage. I virkeligheden befinder den konstante strøm af data, som John afgiver, når han bevæger sig rundt i samfundet, i frontstage og er derfor i udgangspunkt tilgængelig for alle. Heldigvis for John, så er det kun Sherlock, der er observant nok til at kunne afkode data, så data bliver til informationer om John.
Efterbehandling af Øvelse 2 fra første modul
- I skal nu finde jeres notater frem fra Øvelse 2 i første modul. Med afsæt i jeres notater skal I foretage en analyse af jeres observationer på samme måde, som vi analyserede Sherlock-klippet. Det vil sige, at I skal bruge begreberne frontstage, backstage, jeg-identitet, personlig identitet og social identitet.
- Skriv en konklusion på jeres analyse, hvor I svarer på følgende spørgsmål: Hvor meget bestemmer vi selv, når det kommer til hvad der er privat og hvad der er offentligt?
No man is an island entire of itself;
every man is a piece of the continent, a part of the main;
if a clod be washed away by the sea,
Europe is the less, as well as if a promontory were,
as well as any manner of thy friends or of thine own were;
any man’s death diminishes me, because I am involved in mankind.
And therefore never send to know for whom the bell tolls; it tolls for thee.
fra: “No Man is an Island”, 1624, digt af John Donne (1572-1631), https://web.cs.dal.ca/~johnston/poetry/island.html
I slutningen af første modul beskæftigede vi os med spørgsmålet om, hvorfor vi er villige til at indgå i den form for dataindsamling, som finder sted, og hvad vi får ud af det.
I klassen noterede I fælles svar på tavlen eller i et fælles dokument. Svarene kan måske være noget i retning af det berømte vers fra John Donnes digt fra 1624, som er citeret ovenfor.
Det er helt centralt for sociologien at forklare tilhørsforholdet mellem mennesker. Derfor er der selvfølgelig også sociologer, der har beskæftiget sig med dette aspekt af menneskelivet, som vi nu skal undersøge nærmere.
Anerkendelse
Axel Honneth, professor ved Goethe-Universität i Frankfurt, har udgivet flere bøger om individets behov for anerkendelse. En central pointe er denne:
Pointen er, at mennesker er afhængige, og at ingen kan realisere sig selv og det gode liv på egen hånd.
Understregningen af menneskers gensidige afhængighed implicerer, at jeg ikke kan være ligeglad med den anden, fordi jeg er afhængig af den anden, ligesom den anden ikke kan være ligeglad med mig, fordi han/hun er afhængig af mig.
fra: “Sociologibogen”, af Søren Juul m.fl., Columbus 2021, https://sociologibogen.ibog.forlagetcolumbus.dk/?id=p239
Læs “Hvad drejer Honneths anerkendelsesteoretiske reformulering af kritisk teori sig om?”, som du finder her:
Opsamling i grupper/på klasseniveau:
- Hvordan hænger Honneths anerkendelsesteori sammen med jeres svar på spørgsmålet om, hvorfor vi er villige til at indgå i den form for dataindsamling, som finder sted, og hvad vi får ud af det?
Nu har vi arbejdet med de fire identitetsniveauer udviklet af Jørgensen, Goffmans teori om frontstage og backstage og Honneths anerkendelsesteori. Vores undersøgelse var baseret på data, som vi selv indsamlede i en observationsøvelse.
Hvad var det egentlig vi fandt frem til?
- At vi afgiver data konstant.
- At data kan omsættes til informationer om os.
- At de informationer kan være relativt private.
- At vi ikke selv kan styre, hvilke data vi afgiver.
- At vi altid afgiver data i en social sammenhæng.
- At vi opnår anerkendelse i sociale sammenhænge.
Dermed er vi kommet frem til et delvist svar på, hvordan og hvorfor vi deler vores data i den fysiske verden.
I forlængelse af dette kan vi stille følgende spørgsmål: Hvem har magten over vores data?
På den ene side, så er det individer, der både afgiver og indsamler data, og derfor har disse individer tilsammen magten. På den anden side, så er det i hvert fald ikke det enkelte individ, der har magten, hvilket vores undersøgelse også tydeliggør.
Spørgsmålet om, hvor meget vi selv bestemmer over vores privatliv, er et centralt spørgsmål i sociologien. Har vi magten over vores eget liv? Handler vi ud fra vores egen frie vilje eller er vi i høj grad styret af, hvad andre mennesker gør og de love og regler, som vi er underlagt?
Spørgsmålet kan for vores vedkommende omformuleres ved hjælp af nogle nyttige begreber, som vi skal stifte bekendtskab med. Disse begreber har betegnelserne “aktør” og “struktur”.
Læs om aktør og struktur i “Strukturer, aktører eller begge dele”, som du finder her:
Spørgsmålet lyder så: “Kan et menneske opfattes som en aktør? Eller er mennesket begrænset af de strukturer, som samfundet udgør?”
Spørgsmål
- Hvad er forholdet mellem struktur og aktør, når vi afgiver og indsamler data?
Diskussion
Tag udgangspunkt i citatet:
Det vil sige, hvordan mennesker over tid skaber og forandrer deres verden inden for rammerne af sociale strukturer, som de oprindelig selv har skabt.
fra: “Sociologibogen”, af Søren Juul m.fl., Columbus 2021, https://sociologibogen.ibog.forlagetcolumbus.dk/?id=p137
- Diskuter i klassen eller med din gruppe: Hvem har magten over vores data? Er det strukturen og/eller aktøren?
3. Modul: Hvad og hvordan deler vi på sociale medier?
Indtil nu har vi hovedsageligt beskæftiget os med den fysiske verden, men i forløbets begyndelse undersøgte vi holdningen til privatliv og personlige data.
Hvis I ser tilbage på jeres svar på Øvelse 1 i sekvensen Privatliv og personlige data, så kommer det muligvis til udtryk, at danskerne er relativt bekymrede for det data, som de afgiver på nettet og i forlængelse af dette bekymrede for deres privatliv. Hele 70% af danskerne har et ønske om at gøre mere for at beskytte deres privatliv.
Hvis vi foretog en tilsvarende undersøgelse med henblik på at finde ud af, om danskerne også er bekymrede for at afgive data i den fysiske verden, ville vi sandsynligvis ikke nå frem til de samme resultater. Ifølge konklusionen på vores undersøgelse vil det for det første være besværligt at beskytte sit privatliv i den fysiske verden, og for det andet vil det have konsekvenser for ens liv, hvis man begrænser de sociale sammenhænge man indgår i og dermed også, hvor meget data man afgiver.
Derfor kan vi med rimelighed gå ud fra, at danskerne ikke er så bekymrede for at afgive data i den fysiske verden, som de er i den digitale. Man kan undre sig over, hvorfor danskerne er bekymrede for deres privatliv på nettet, når de burde være vant til at afgive data, som de konstant gør i den fysiske verden.
Spørgsmålet er, om det er væsentligt anderledes at afgive data i den digitale verden end at afgive data i den fysiske verden. Hvis det faktisk er anderledes, hvad er det så, der kendetegner det at afgive data i den digitale verden?
For at finde ud af det, skal vi udføre en undersøgelse af den digitale verden, som svarer til den, vi har udført om den fysiske verden. Vi skal svare på følgende spørgsmål:
- Hvad deler vi?
- Hvordan deler vi?
- Hvorfor deler vi?
- Hvem har magten over vores data?
Dette er vores fokus de næste moduler.
Lad os først undersøge, hvad vi deler. Vi starter i første omgang på de sociale medier.
Læs nedenstående artikel.
Like-jægeren Sandra
fra: https://www.midtjyllandsavis.dk/artikel/31964133-3586-4f89-b468-0ac0772bff17/?billede=7#j
29. december 2017, Midtjyllands Avis
For Sandra Mia Frankø Roe går der næsten ikke en dag, hvor hun ikke træner og bagefter lægger et billede op på de sociale medier. Hun søger andres anerkendelse på Instagram.
4059 følgere. 504 billeder.
Scroller du ned gennem 19-årige Sandra Mia Frankø Roes Instagramprofil, bliver du mødt med talrige billeder fra træningscentre i Silkeborg, hvor Sandra enten poserer eller viser en fitnessøvelse. Og det er alt andet end tilfældigt.
-Jeg vælger de perfekte billeder.
Folk må gerne synes, jeg ser godt ud, og få inspiration fra mine billeder.
Mange af mine venner gør det samme, og vi støtter hinanden, siger Sandra.
Sandras Instagram fylder rigtig meget i hendes hverdag, og hun koncentrerer sig om den. For er hun ikke opmærksom og lægger billeder op, er hun bange for at miste følgere.
-Jeg er bevidst om den hele tiden. Jeg indrømmer, at min profil kun viser en god og » perfekt « side af mig selv. Det er et helt bevidst valg.
Likes styrker selvtilliden For når Sandra har været en tur i fitnesscentret, har taget et godt billede og kommer hjem og lægger det op, jagter hun en et helt bestemt ting.
-Jeg er en » likehunter « og vil gerne have mange følgere. Jeg vil gerne anerkendes for det arbejde, jeg lægger i min krop. Det styrker min selvtillid, at folk synes, mine billeder er gode. Jeg ville have svært ved at lade min Instagram være. Jeg tror, det er sådan for mange, siger Sandra.
Men det har konsekvenser at tage et så bevidst valg om, hvilke billeder og sider af sit liv, man deler med offentligheden.
Sandra oplever ofte, at folk har fordomme om hende.
-Folk snakker i en by som Silkeborg.
Og folk tror automatisk, at jeg er snobbet og opmærksomhedskrævende, fordi jeg har de billeder på Instagram og gerne vil have likes og følgere. Men du kommer ikke til at kende mig rigtigt ved at se mine billeder på Instagram, fordi jeg tager et bevidst valg om kun at lægge de gode og perfekte billeder op. Jeg offentligører ikke de mere menneskelige billeder, hvor personen Sandra træder tydeligere frem, forklarer hun.
Mere personlig
Men Sandra overvejer at ændre på det perfekte billede af sig selv.
-Folk skal også se, at jeg ofte spiser usundt, og at alt ikke er perfekt. Jeg kan sagtens spise masser af ris a la mande, et halvt kilo pebernødder, slik og fire Sunlolly-is i løbet af en dag, siger hun.
Lige nu er hun stadig i tænkeboks.
For hvad nu, hvis virkeligheden kommer til at koste følgere?
-Hvis jeg lægger nogle menneskelige billeder op, tænker jeg, at jeg måske hurtigt mister følgere. Men selvom min profil betyder meget, vil jeg stadig gerne have mit budskab ud om, at ikke alt er perfekt, siger hun.
På shoot med veninderne
Det har altid været naturligt for Sandra at tage billeder. Som barn tog hun sammen med veninderne ofte på » photoshoot, « hvor de tog billeder af hinanden. Allerede da begyndte Sandra at interessere sig for, hvad andre synes om hendes billeder. Og da hun selv begyndte at træne, var det oplagt at lægge billeder op af det.
-Jeg håber, folk får inspiration fra mig, for jeg får inspiration fra andre på Instagram og bliver motiveret, siger hun.
Sandra skulle dog gennem meget for at nå til, hvor hun er i dag. Som 12-årig fik hun en spiseforstyrrelse, som hun først kom ud af, da hun begyndte at træne sammen med sin mor.
-Det var pænere med muskler end at være tynd. Jeg har ikke helt sluppet kontrollen, for jeg vil gerne styre, hvordan min krop skal se ud, og jeg vil gerne have en pæn krop, så det er jeg stadig opmærksom på. Men livet er for kort til ikke at spise det, man har lyst til, mener Sandra.
Hun vejer sig heller ikke mere, for hun ved, hvad hun skal passe på for ikke at ende som før.
-Det er befriende ikke at skulle kontrollere maden mere. Så det gik fra, at jeg havde kontrol over noget, jeg ikke havde lyst til at have kontrol over, til at have kontrol over træningen, som er noget, jeg har styr på og har lyst til at have kontrol over, forklarer hun.
(…)
af Pia Egeberg, Midtjyllands Avis
Det er ikke kun de bevidste og planlagte opslag, som dem Sandra poster, der skaber indholdet på de sociale medier. I sammenligning med den andel af brugere, som laver deres egne opslag, så er der en langt større andel af brugere på Facebook, der vælger at kommentere på andres opslag i stedet for at lave deres egne. Når vi kommenterer, liker eller retweeter andres indhold og opslag, så deler vi også data med omverden. Derfor er det ikke tilstrækkeligt kun at kigge på, hvad vi bevidst deler, hvis man skal undersøge, hvad vi deler på de sociale medier.
Se videoen:
Tag udgangspunkt i jeres skema fra Øvelse 1.
- Diskuter om det overhovedet kan lade sig gøre at have fuldstændig kontrol over, hvad vi deler på sociale medier.
– Hvad fortæller det om Kirsten, at hun deler sin søn Magnus’ profilbillede syv gange?
– Hvor mange af de informationer, som hun afgiver, er hun i realiteten bevidst om, at hun afgiver?
– Gå ind på jeres eget Facebook-feed (eller tilsvarende) og se, om I kan finde nogle eksempler på, hvordan jeres Facebook-venner også deler “lort”. - Diskuter om man som udenforstående, dvs. en person, der ikke kender jer, ville kunne få et nogenlunde indtryk af, hvem I er, bare ved at have adgang til, hvad I deler.
Ekstra Bladets fortolkning af hvor godt Facebook kender dig baseret på antal likes, som du har afgivet på Facebook (fra samme artikel som citatet nedenfor)
“Facebook indsamler vores data hver gang vi svarer på spørgsmål – eller når vi ‘liker’ noget. Denne data udnytter firmaerne til at forudsige, hvilke valg brugerne vil tage – allerede før du selv, din kæreste eller venner ved, du vil træffe disse valg, fortæller teknologieksperten Anders Kjærulff.”
fra “Sådan har Facebook-monstret fået magten over dig”, Ekstra Bladet, 24. mar. 2018, https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/saadan-har-facebook-monstret-faaet-magten-over-dig/7090495
I tænker måske, at det er er umuligt at gennemskue, hvem I er, baseret på de data, som I afgiver, når I færdes på de sociale medier. Ikke desto mindre er det lige præcis det, som der påstås i artiklen “Psykografi: Sådan kan Facebook-data bruges til at læse dine tanker”, som I skal læse nu.
- Forklar ud fra artiklen ‘Psykografi: Sådan kan Facebook-data bruges til at læse dine tanker’, hvordan Cambridge Analytica bar sig ad med at finde ud af, hvem vi er.
- Figur 1 og 2 er fra spørgeskemaundersøgelsen “Digital Consumer Trends 2021″, som er besvaret af et repræsentativt udsnit af befolkningerne i de skandinaviske lande. Hvad kan der udledes om skandinavernes forhold til målrettede annoncer og sociale medier ved at kigge på figur 1 og 2?
- Diskuter om de data fra Facebook, som Cambridge Analytica brugte til at målrette annoncer, faktisk afspejler, hvem vi er, eller om det snarere er et udtryk for, hvem vi gerne vil fremstå som. I kan yderligere diskutere, om det måske er forklaringen på, hvorfor yngre generationer er mindre kritiske over for målrettede annoncer.
Figur 1: Holdning til målrettede annoncer (engelsk: tailored ads) fordelt på aldersgrupper
Figur 2: Andel der er holdt op med at bruge sociale medier på grund af bekymringer om datasikkerhed og privatliv
Nu har vi læst om Sandra, undersøgt statistikker om deling af opslag, set en video fra P3, læst om Cambridge Analyticas metode til at finde ud af, hvem vi er og undersøgt skandinavernes præferencer for målrettede annoncer. Ud fra materialet kan vi sammenfatte følgende om det, vi deler på sociale medier:
| Noget deles ud fra et bevidst valg | Noget deles ubevidst |
| Det, vi deler, kan fortælle noget om os, som vi gerne vil have, at andre ved | Det, vi deler, kan fortælle noget om os, som vi ikke vil have, at andre ved |
Hvad enten det er bevidst og kontrolleret eller ubevidst og ude af vores kontrol, så er det vi deler med til at skabe vores identitet og derfor med til at fortælle noget om, hvem vi er.
Det minder om de konklusioner, som vi kom frem til omkring deling af data i den fysiske verden: En del af det data, som vi afgiver, afgiver vi frivilligt. En anden del afgiver vi ufrivilligt. Til slut er der noget data, som er dybt indgroet i os. Det er den data, som vi består af. Den er i udgangspunkt utilgængeligt for andre, men vil i et vist omfang være synligt, selvom vi forsøger at gemme det.
Vi brugte begreberne om identitetsdannelse og det sociale liv samt nedenstående figur til at vise netop denne pointe:
Oversættelsen fra det sociale liv til det digitale liv er relativt ligetil.
Frontstage er hvad vi ser på de sociale medier, dvs. de billeder, kommentarer, likes, opslag og stories, som vi selv skaber, når vi interagerer med eller skaber indhold på de platforme, som vi gør brug af.
Herunder kan vi have en forestilling om, at det indhold, som vi skaber, flugter med den personlige identitet, som svarer til det, som vi ønsker, at omverdenen skal se os som. Det er denne forestilling, som like-jægeren Sandra har. Hun føler, at den persona, hun forsøger at skabe på sociale medier, faktisk også er den, som omverdenen ser. Jo mere anerkendelse Sandra får, jo mere føler hun sig som denne person.
Men i virkeligheden skaber det den sociale identitet, som omverdenen i realiteten ser os som. Kirsten tror, at hun gør det samme som alle andre på sociale medier, men i virkeligheden afslører hun sig selv som en midaldrende kvinde og måske også sin søn som en “mama’s boy”.
Backstage er vores levede liv, som ikke kan ses i sin helhed på sociale medier, og som omfatter mange flere ting end det, der fremgår på de forskellige platforme.
Vi har en forestilling om, at vores liv til en vis grad kan opdeles i en online tilstedeværelse og en offline tilstedeværelse. I virkeligheden fortæller vores liv på de sociale medier også noget om, hvad der foregår uden for de sociale medier, det vil sige dem, hvem vi er – vores jeg-identitet. Det er dette, som Cambridge Analytica hævdede at have adgang til, og som var baseret på modelberegninger af adfærd og de personlighedstests, som de fik brugerne til at tage.
Det karakteristiske ved jeg-identiteten er jo netop, at det ikke er noget, som andre kender til. Måske er man i virkeligheden heller ikke selv bevidst omkring sin jeg-identitet. Derfor giver det mening, at Ekstra Bladet påstår, at antallet af likes er proportionalt med, hvor godt Facebook kender dig. Måske endda bedre end selv din familie og venner.
Hvad er så forskellen?
Axel Honneth taler om menneskers gensidige afhængighed af hinanden som en årsag til, at vi indgår i det sociale liv. Vi har med andre ord brug for hinanden for at kunne realisere os selv. For at kunne leve et godt liv har vi brug for at være i kontakt med andre mennesker. Vi har brug for anerkendelsen og anerkendelsen er gensidig. I forhold til de sociale medier kan man argumentere for, at der faktisk også foregår gensidig anerkendelse. Dette er like-jægeren Sandra bl.a. et eksempel på.
I forhold til Cambridge Analyticas brug af Facebook-data, så kan der ikke være tale om gensidig anerkendelse, da der ikke er noget menneske på den anden side. Det er en fuldstændig ensidig udveksling af data, eftersom Facebooks ansatte eller Cambridge Analyticas reklamefolk ikke fortæller noget om sig selv. Den struktur, som Facebook har skabt til udveksling af data mellem mennesker, fungerer indirekte også som en udveksling af data mellem mennesket og virksomheden. På grund af den måde, som virksomhederne er i stand til at behandle data, kan de data måske ende med at sige mere om os, end et menneske ville kunne med de samme data.
Dette vil vi dykke længere ned i i de næste par moduler. Her skal det handle om den type af data, som vi afgiver, som i sin reneste form ikke har nogen betydning for et menneske, men som efterlader spor, som en computer kan tolke på. Gennem denne fortolkning kan computeren altså sige noget om, hvem vi er. Dette fænomen kaldes på engelsk for behavioral residue, som på dansk kan oversættes til “rester af adfærd”.
I artiklen “Like-jægeren Sandra søger anerkendelse på Instagram” siger Sandra: ”Det er et helt bevidst valg” om den måde, hun fremstiller sig selv på sin Instagram-profil. I denne øvelse skal I prøve at opliste de platforme, hvor I deler data med omverden, og yderligere undersøge, hvad I bevidst deler.
Gå sammen i grupper og lav et skema i stil med nedenstående. I kan enten vælge at udfylde skemaet for alle gruppemedlemmer eller så kan i udvælge et gruppemedlem og udfylde skemaet for vedkommende.
| Socialt medie | Hvad deles? | Med hvem? | Hvor ofte? |
|---|---|---|---|
| Kattememes | Alle på Facebook | Dagligt | |
| …. | … | … |
- Undersøg de tre nedenstående figurer, figur 1, 2 og 3, med henblik på. hvad de fortæller om, hvad danskerne deler på de sociale medier, hvor ofte de deler det og hvem, de deler det med.
- Stemmer det overens med Sandras brug af sociale medier?
- Stemmer det overens med jeres eget brug af sociale medier?
Figur 1: Andel af ugentlige brugere på de respektive sociale medier, der selv laver opslag på mediet, fordelt på frekvens, i %. 2019
Figur 2: ”Hvad er de vigtigste grunde til at lave indlæg”, andel af ugentlige brugere på de respektive sociale medier, i %. 2019
Figur 3: Udvikling i andelen af ugentlige brugere på de respektive sociale medier, som selv laver historier på det sociale medie, i %. 2017-2019
Alle tre figurer er fra rapporten “Sociale medier 2020 – brug, indhold og relationer” udgivet af Kulturministeriet, Slots- og Kulturstyrelsen: https://mediernesudvikling.kum.dk/
4. Modul: Hvad og hvordan deler vi på søgemaskiner?
Seth Stephens-Davidowitz: “Everybody lies”
Spørgsmål:
- Ifølge Stephens-Davidowitz, hvad er så gode kilder til data om mennesker? Hvad er dårlige kilder til data om mennesker?
- Hvad er problemet med data fra sociale medier, hvis man som videnskabsmand eller virksomhed skal bruge det?
- Hvordan tror I, at Stephens-Davidowitz ville forholde sig til vores undersøgelse af, hvad vi deler på sociale medier?
Når man googler, får man, som I sikkert ved, nogle søgeforslag ligeså snart man har indtastet de første bogstaver i det, man gerne vil søge på:
Journalisten Frederik Kulager fra Zetland har skrevet en artikel om Stephens-Davidowitz’ bog, hvor han laver sine egne eksperimenter med Googles søgeforslag og med Google Trends, som viser noget om, hvornår og hvor folk googler forskellige søgetermer:
- Læs Frederik Kulagers artikel: “Hvad Google-søgninger fortæller om vores sløje sexliv, stressende børn og det, vi ikke siger højt”.
- Efterlign nogle af hans søgninger og se om I får samme forslag. Hvad skyldes det mon, hvis I ikke gør?
- Find selv på nogle søgetermer og opstil en forudsigelse (en hypotese) om hvor og hvornår disse søgetermer googles mest. Afprøv dem i Google Trends for at finde ud af om I har ret.
- Præsenter de mest interessante resultater af jeres undersøgelse for resten af klassen eller gruppen.
Stephens-Davidowitz har også lavet sine egne opsigtsvækkende undersøgelser. Man kan enten se ham fremlægge nogle af dem i denne Ted Talk (på engelsk) eller læse om dem i denne avisartikel fra Jyllands-Posten (på dansk):
Google-søgninger afslører alt om dit underliv (uddrag)
18. juli 2017, Jyllands-Posten
af Rasmus Palludan
Folk lyver i meningsmålinger og over for deres nærmeste. Sandheden kommer derimod frem, når det kommer til Googlesøgninger. De giver et hidtil uhørt indblik i den menneskelige psyke og kan revolutionere samfundsvidenskaben, mener amerikansk dataforsker i ny bestsellerbog.
I fem år har Stephens-Davidowitz, der er uddannet fra Havard og tidligere har arbejdet som dataforsker hos Google og som kronikør for New York Times, dykket ned i massive datasæt over de ting, som vi mennesker søger efter på Google. Og i år kom han op til overfladen med bogen “Everybody Lies: Big Data, New Data, and What the Internet Can Tell Us About Who We Really Are” (2017).
Data fra internettet, og i særdeleshed Google-søgninger, giver et for samfundsvidenskaben »revolutionerende« indblik i menneskets adfærd og tankeverden, mener forfatteren.
»Google-søgninger er det vigtigste dataset nogensinde indsamlet over den menneskelige psyke,« proklamerer han.
Google-søgninger er værdifulde, fordi mennesker lyver. Hele tiden. Over for venner, chefer, børn, forældre, kærester. Vi lyver endda til tider over for os selv, fortæller Stephens-Davidowitz.
Og det komplicerer selvfølgelig opgaven, som er at finde ud af, hvad vi egentlig er for nogle skabninger.
I Gallup-undersøgelser og meningsmålinger har folk en tendens til at lyve og tilpasse deres svar til det socialt acceptable (se senere års overraskende valgresultater med undtagelse af Macrons valgsejr i Frankrig). Og det samme gør sig gældende på Facebook, hvor der er en enorm kløft mellem det idealiserede, digitale portræt, og livet som det i virkeligheden leves, fortæller Stephens-Davidowitz, der i sin bog primært portrætterer amerikanerne.
Mit forhold går forrygende!
Eksempel 1: På sociale medier som Facebook er de fem mest populære ord til at færdiggøre sætningen »Min mand er…« følgende: »Min bedste ven«, »den skønneste«, »fantastisk«, »den bedste« og »så sød«. Skæver vi over mod Google er billedet et noget andet. Selv om »fantastisk« er med i top 5, lyder de resterende fire ord: »en nar«, »irriterende«, »homo« og »ond«. Eksempel 2: I den virkelige verden sælger det gossiporienterede, amerikanske ugeblad National Enquirer tre gange så mange enheder som det finkulturelle, intellektuelle månedsmagasin The Atlantic. Alligevel er The Atlantic, målt på liketilkendegivelser, 45 gange mere populært på Facebook.
Men når nu alle lyver om alt, så er det godt, vi har Google, fortæller forfatteren: »Vi er mere ærlige over for Google end stort set nogen anden kilde. Jeg tror, der er noget forløsende over at fortælle ting til Google, du ikke engang ville fortælle dine nærmeste,« fortæller Stephen-Davidowitz, der sammenligner søgefeltet med en katolsk skriftestol.
Google kortlægger racisme
Bogen er rig på eksempler på, hvordan Google-søgninger kan udfordre konventionel visdom. For eksempel viser traditionelle survey-undersøgelser, at amerikanere generelt ikke er særligt racistiske.
Alligevel bliver et stort antal racistiske søgninger lavet af amerikanere på Google. Og disse er ikke på nogen måde begrænset til USA’s sydstater.
De højeste koncentrationer af racistiske søgninger bliver foretaget nord for New York, i det østlige Ohio og det vestlige Pennsylvania, fortæller Stephens-Davidowitz: »Den sande racisme-opdeling er ikke nord over for syd, viser det sig, men øst overfor vest. Der er et begrænset antal racistiske søgninger vest for Mississippi-floden.« Dette nye “racisme-kort” over USA kan bruges til at forklare udfaldet af amerikanske valgkampe, fortæller forfatteren.
I områderne med flest racistiske Google-søgninger klarede Barack Obama sig i 2012 markant dårligere end sin hvide, demokratiske modkandidat John Kerry. Og i nyere tid klarede Donald Trump sig markant bedre i områderne med flest racistiske Google-søgninger.
Data belyser Obamas effekt
Stephens-Davidowitz kommer i bogen også ind på, hvordan Google-søgninger kan give overraskende indsigt i effekter af store politiske taler.
Nogle ting i bogen er foruroligende: Efter terrorangrebet i San Benardino, Californien, steg antallet af hadefulde søgninger såsom »dræb muslimer« mærkbart i USA. Efter angrebet holdt daværende præsident Barack Obama en tale – vist på nationalt tv – hvori han pointerede, at amerikanerne ikke måtte lade hadet og islamofobien tage over: »(…) hvis vi går den vej, så taber vi,« messede Obama.
Stephens-Davidowitz fandt talen sand, smuk og rørende. Og den fik forventeligt også masser af ros i seriøse medier som New York Times og Boston Globe. Men selv om den konventionelle visdom tilsagde, at Obamas tale var en succes, var virkeligheden anderledes mørk på Google. Stephens-Davidowitz dykkede nemlig ned i de Google-søgninger, amerikanerne lavede under talen, minut for minut, for at blive klogere på, om Obamas ord tjente deres formål: at dæmpe islamofobien. Svaret var et rungende nej: »Mod forventning eksploderede antallet af søgninger på “dræb muslimer”, “hader muslimer” og “dø muslimer”, når Obama snakkede om vores “ansvar” som borgere,« siger Stephen-Davidowitz.
Der var imidlertid én sætning i Obamas tale, der havde en ganske anderledes effekt.
Da præsidenten sagde: »Vi skal huske, at muslimske amerikanere er (…) vores atleter og sportshelte.« Umiddelbart efter blev søgningen »muslimske atleter« den mest populære i relation til muslimer på Google – for første gang i fem år i USA var det ikke »muslimske terrorister« eller »muslimske flygtninge«. Og »muslimske atleter« forblev i top en uge frem.
»Det ændrede samtalen om muslimer. Folk snakkede på internettet om, at de ikke anede, at basketstjernen Shaquille O’neal var muslim,« siger Stephens-Davidowitz.
Så mens størstedelen af talen var en traditionel forelæsning i godhjertede budskaber, som amerikanerne havde hørt »en million gange før«, og som virkede mod hensigten, så fungerede talen bedst, da den introducerede vendingen »muslimske atleter«, fortæller forfatteren: »Linjen pirrede folks nysgerrighed, gav dem nye informationer, ændrede deres billede af muslimske amerikanere.
Det lod til at være mest succesfuldt i forhold til at dæmpe islamofobi,« siger han.
Stephens-Davidowitz skrev efterfølgende en kronik i New York Times om hans fund, hvilket ledte til, at Obama holdt en radikalt anderledes tale kort tid efter, der fulgte forfatterens forskrifter.
»Jeg vil ikke sige, at jeg har løst udfordringen med hadefuld tale. Men jeg tror, at det her er et radikalt nyt værktøj.
Ved at kigge på Google-søgninger kan vi se, hvordan folk reagerer på nationale begivenheder.
Vi kan faktisk kigge ind i en vred folkemængde og lave det om til videnskab,« siger han.
På den måde kan vi lære, at mange af de ting, som vi tror virker, faktisk gør det stik modsatte, fortæller Stephens-Davidowitz. I en almindelig meningsmåling får man ikke fat i gruppen af hadefulde mennesker – og hvis du gør, så lyver de sikkert – for alle lyver. Og man får heller ikke gruppen af hadefulde mennesker til at stille op til undersøgelser på eksempelvis Harvard eller Princeton University, fortæller forfatteren: »Men fordi Google-søgninger inkluderer alle, så vil den gruppe optræde dér. Så selv om Google-søgninger kan være et vindue ind til dele af psyken, der til tider kan være foruroligende, så kan de virkelig tjene et brugbart formål.
Hvor sandheden om os kan være det første skridt imod at forbedre verden.«.
- Diskuter hvorvidt Stephens-Davidowitz’ påstand om, at “Google-søgninger er det vigtigste dataset nogensinde indsamlet over den menneskelige psyke” er rigtig.
- Hvad er det for en type af data om mennesker, der bliver indsamlet i googlesøgninger? Sammenlign med den type af data, som bliver indsamlet på de sociale medier.
I sidste modul, som handlede om, hvad og hvordan vi deler på sociale medier, lavede vi en opsummering på vores undersøgelse ved brug af “figuren”. I dette modul har vi undersøgt samme spørgsmål, men i en anden kontekst. Her har vi i stedet haft fokus på søgemaskiner, men vi skal igen forsøge at opsummere ved hjælp af “figuren”.
Stephens-Davidowitz’ påstår, at søgemaskinerne fortæller noget om vores inderste tanker. Søgemaskinerne fortæller noget om, hvem vi virkelig er, og de er, ifølge ham, faktisk den bedste kilde til data om mennesker. Han kritiserer spørgeskemaer og sociale medier for at være udtryk for det samme: Nemlig mennesker, der fremstiller sig selv på en specifik måde for at leve op til nogle eksterne forventninger til, hvordan de skal være.
Spørgsmål:
- Hvad er det for et aspekt af identitetsdannelsen og det sociale liv, som Stephens-Davidowitz mener at have fat i, når han bruger data fra vores googlesøgninger?
- Hvilke forbehold bør man alligevel tage, hvis man bruger googlesøgninger som indikator for, hvordan folk virkelig er?
5. Modul: Hvad og hvordan deler vi på søgemaskiner?
Hvis du nogensinde har set programmet “Kender du typen”, så ved du, at det er et livsstilsprogram, som i store træk drejer sig om at tolke på alle de ting, som en person spiser, arbejder med, omgiver sig med og gør i sin fritid.
Hvis eksperterne i “Kender du typen” nu kun havde en persons Google-søgehistorik at gå ud fra, hvordan ville det mon så se ud?
- Besøg siden: https://myactivity.google.com/myactivity (kræver formentlig at du er logget ind med en googlekonto)
- Scroll ned ad siden og spørg dig selv, hvad du ville lægge mærke til, hvis du skulle gætte på hvilken “type”, der gemmer sig bag dine søgninger på google.
- Hvis du er rigtig modig, bytter du computer med sidemanden (eller måske i en gruppe, så I kan gøre det “blindt”), så I kan prøve at gætte, hvem af jeres kammerater, der gemmer sig bag googlesøgningerne.
- Diskuter i gruppen eller klassen på baggrund af øvelsen fordele og ulemper ved at bruge googlesøgninger som data til at finde ud af hvem en person er.
En tysk-fransk kunstnergruppe har lavet et projekt om, hvad man faktisk kan rekonstruere ud fra de dataspor, som vi afgiver på nettet. De har kun haft fokus på googlesøgninger, men kan alligevel genskabe nogle ret centrale begivenheder i en persons liv. De har omsat det til en interaktiv film, som er på engelsk (eller tysk) og kan ses her:
Filmen i sig selv varer 1:03:06, men indeholder visse interaktive elementer, som kan diskuteres og udforskes undervejs. Det kan både være enkeltvis eller i grupper.
Det er bedst, hvis hver elev ser filmen på sin egen computer.
6. Modul: Hvad og hvordan deler vi med hjemmesider og apps?
I sidste modul så vi filmen “Made to measure”, som slutter af med en oversigt over de oplysninger, som siden har indsamlet om seeren undervejs. Men hvordan foregår det egentlig?
Øvelse
- Besøg siden https://clickclickclick.click (husk at slå lyden til).
- Se hvem i gruppen eller klassen kan få opfyldt flest achievements på 10 minutter.
- Hvis I klikker ind på achievements øverst i højre hjørne, så kan I se, hvilke oplysninger jeres adfærd i browseren har afsløret om jer indtil videre.
Siden clickclickclick er lavet med henblik på at demonstrere, hvordan ens adfærd bliver overvåget, når man bevæger sig rundt på nettet.
Selve siden virker faktisk uden, at du behøver at være forbundet til internettet. Den baserer sig nemlig på noget, der er indbygget i din browser. Din browser kan forstå og behandle såkaldte events, dvs. begivenheder, der finder sted i browseren. Et event kan for eksempel være, at du klikker eller bevæger musen, men i kombination med andre oplysninger, f.eks. hvilket koordinat på skærmen du klikker på. Browseren kan sige noget om hvad du klikker på eller hvor længe du har kigget på noget bestemt indhold. Jo flere oplysninger om siden den kan kombinere med din adfærd, jo mere præcist kan den sige noget om, hvad du interesserer dig for.
Siden clickclickclick sender ikke oplysningerne om din adfærd videre til andre, men gemmer i stedet oplysningerne lokalt på din computer i din browser. Hvis du lukker din browser eller for den sags skyld din computer, kan clickclickclick godt genkende dig alligevel. Dette skyldes et lille stykke data, som clickclickclick gemmer på din computer, nemlig en såkaldt cookie.
Cookien er en lille bid information, der fortæller, at du har besøgt siden før. clickclickclick kan, når du genbesøger siden, se på cookien, at du har besøgt siden før. clickclickclick bruger ikke oplysningerne om din adfærd til andet end at vise dem til dig på achievements-siden, men det samme kan man ikke sige om andre sider på nettet. Cookies og andre sporingsmekanismer gør det nemlig muligt at målrette informationer til dig bl.a. baseret på din adfærd på siden.
Overvej i klassen eller i gruppen
Hvordan kan man bruge adfærd i browseren til at målrette informationer til en besøgende på en hjemmeside?
Cookies tjener ikke bare ét, men flere formål. Det kan fx være at sikre, at hjemmesidernes funktioner virker, at optimere design og kvalitet af en hjemmeside, at give målrettet og relevant indhold på en hjemmeside eller at målrette annoncer i kommercielt øjemed.
fra: “Værd at vide om cookies”, Erhvervsstyrelsen, 2021, https://erhvervsstyrelsen.dk/vaerd-at-vide-om-cookies
Hvis cookies f.eks. kan gemme data om os til brug for målrettet indhold eller annoncer, så kan man argumentere for, at det er relevant for os at forholde os til hvilke cookies, der bliver gemt på vores computere og dermed hvilke data, der bliver delt om vores adfærd.
Erhvervsstyrelsen skelner mellem fire typer af cookies:
I cookie-spillet bliver du nødt til at kunne tage stilling til hvilke cookies, du vil acceptere, når du besøger en hjemmeside. Ligesom i den virkelige verden er der forskel på, hvordan cookie-samtykket ser ud, afhængigt af, hvilken side du besøger.
I et tidligere modul har vi set på, hvem der har magten over vores data, når vi deler data i den fysiske verden. Vi kan i den forbindelse argumentere for, at vi kun i meget begrænset omfang har magten over vores egne data, når vi bevæger os rundt i den fysiske verden. Vi kan selvfølgelig afstå fra at deltage i den fysiske verden, men det kommer som sagt med nogle konsekvenser i form af manglende muligheder for at realisere os selv gennem gensidig anerkendelse fra andre mennesker.
Sagt med andre ord så er det strukturen, der har magten over aktørens data. Dette forhold accepterer vi hver eneste dag, når vi træder ud af fordøren og bevæger os ud i samfundet. Der er ikke nogen samtykke-box, som vi skal sætte kryds i, før vi kan få lov at gå ud af døren. Samtykket er underforstået, idet vi bevæger os ud ad døren.
I cookie-spillet blev vi præsenteret for følgende valgmulighed: Vil vi give samtykke til en eller flere typer af cookies eller ej? Samtidig var en del af samtykket underforstået, idet vi allerede bevæger os ud på internettet og i kraft af dette giver samtykke. Måske oplevede vi også, at det ikke var så nemt at træffe “det rigtige” valg, når vi blev præsenteret for valgmulighederne.
Et af de lovmæssige krav til information om cookies for hjemmesideejere i EU er, at dialogboksen skal “oplyse om, hvordan brugeren samtykker eller afslår brug af cookies.” (Erhvervsstyrelsen, https://erhvervsstyrelsen.dk/saadan-kan-du-overholde-cookiereglerne). Heri er der et frit valg for brugeren: Enten kan vedkommende vælge at bruge cookies eller ej.
Vi er ikke kun til stede på internettet, når vi bruger vores browser på computeren. Hvis I tjekker jeres tidsforbrug på jeres telefoner, f.eks. gennem Skærmtid på iPhone eller Digital Balance på Android, vil I sandsynligvis opdage, at størstedelen af jeres tid på jeres telefoner bliver brugt på apps som f.eks. Instagram, Snapchat, Youtube, Mofibo, Teams og så videre.
Teknisk set er der ikke stor forskel på at tilgå internettet gennem en app og gennem en browser, men i apps på smartphones er det ofte nødvendigt, at man giver tilladelse til, at de kan tilgå indhold eller oplysninger, som man har på ens telefon eller som ens telefon registrerer.
Lige præcis dette aspekt af ens adfærd på nettet kan være svært at undersøge håndgribeligt, som vi gjorde med clickclickclick, cookie-spillet og undersøgelsen af nyhedssider. Derfor skal vi prøve at se på en simulation af hvilke data, der bliver indsamlet fra smartphones.
Læs “Every step you take” fra den amerikanske avis “Boston Globe”:
- Artiklen oplister seks forskellige aktiviteter, som et menneske udfører i løbet af en dag: Man vågner, man er på vej, man er i fitness, man er på arbejde, efter arbejde, man slapper af.
- Hvilke apps bruger du selv undervejs i disse forskellige aktiviteter?
- Undersøg på din telefon hvilke af disse apps, der har adgang til din lokalitet, når du bruger dem (på iPhone: Gå til Indstillinger > Anonymitet > Lokalitetstjenester | på Android: Indstillinger -> Personlig -> Placering)
- Hvordan kan disse informationer kombineres til noget, der minder om Cambridge Analyticas psykografiske profiler, som vi så på tidligere i forløbet?
- Hvilke to mål skal vi ifølge Skibiski, der er citeret nedenfor, forholde os til samtidig? Hvorfor?
“Geolocation data provide a degree of “radical transparency” that has the capacity to not only revolutionize the marketing world, but affect real estate, finance, and other industries, Thasos’ founder and chief executive Greg Skibiski said. He believes we need to begin setting standards now to ensure we protect privacy while simultaneously exploring its vast potential. “The data is out there and never coming back,” he said. “And we need rules for it.”
7. Modul: Hvorfor deler vi private data?
I de sidste moduler har vi kortlagt og udforsket, hvad vi deler og hvordan vi deler det. Dermed har vi også indirekte strejfet spørgsmålet om, hvem vi deler det med, da svaret er det samme som den platform, hvor delingen finder sted. Når vi deler på sociale medier, deler vi naturligvis med de følgere og venner, som vi har på det sociale medie, men vi deler også data med selve det sociale medie f.eks. Facebook (Meta), Snapchat eller Tik Tok. Det samme kan siges om søgemaskinen vi bruger, hjemmesiden vi besøger og appen vi bruger.
Fælles for sociale medier, søgemaskiner, hjemmesider og apps er, at de alle tilhører virksomheder, der på den ene eller anden måde tjener penge på, at folk besøger deres side. Enten tjener de indirekte på de annoncer, som bliver vist på platformen eller direkte ved, at folk køber varer eller tjenester af virksomheden. Uanset hvad så har virksomhederne en kommerciel interesse i at modtage, opbevare, analysere og derefter bruge den data, som vi afgiver.
Spørgsmål i klassen: Hvad har vi egentlig lyst til at dele med virksomheder?
Overvej om I overhovedet har lyst til at dele (private) data med virksomheder.
Se videoen.
https://youtu.be/RdU–d46D80
Spørgsmål
- Hvorfor reagerer de ufrivillige deltagere i eksperimentet så negativt på bagerjomfruens spørgsmål?
- Hvad er forskellen på at afgive data til et menneske i forhold til at afgive data til en app?
Bagerjomfru-videoens pointe er, at vi ikke vil tillade at afgive data, når vi står over for et menneske, men at vi gerne vil tillade at afgive data, når vi installerer og bruger apps på vores smartphone.
Vi har tidligere set på, at den afgørende forskel på at udveksle data med både sociale medier og søgemaskiner er, at der ikke står et menneske i den anden ende, og at gensidigheden i dataudvekslingen derfor ikke er til stede. Det interessante ved bagerjomfru-videoen er, at folkene bag videoen netop indfører et menneske i den anden ende og stiller derefter de samme spørgsmål, som vores data “svarer på”, når vi bruger sociale medier, søgemaskiner, apps eller hjemmesider.
De googlesøgninger, som vi har set eksempler på i Zetland-artiklen, i artiklen fra Jyllands-Posten og især i “Made to measure”-projektet, er forbundet med noget privat.
Måske er dette en af forskellene mellem de data, vi afgiver på sociale medier og de data, vi afgiver i f.eks. søgemaskiner. Nedenfor finder I nogle figurer og tabeller, der fortæller noget om, hvad danskerne opfatter som privat data, og hvem de har lyst til at dele dette med:
Figur 1: Hvilke data opfatter du som meget private?
Tabel 2: Hvilke af disse informationer er du villig til at dele med dine venner?
Citat 3: Villig til at afsløre informationer om sine online data
“For the people we spoke to, the thought of others having access to their private data online is a real concern. Family members, colleagues and the government make up the top three groups of people we do not want to know certain things about us.
Colleagues finding out our personal information was highlighted more often by the majority of respondents, compared to other groups who could gain access – such as cybercriminals or their employer. Almost nine-in-10 (89%) do not want their colleagues to know their sexual orientation, the groups or organizations they are a member of (87%) or the people they interact with (86%).”
“Kaspersky Global Privacy Report 2020” er en undersøgelse af forbrugeres holdninger til sikkerhed på nettet med henblik på privatliv. Undersøgelsen er udført mellem januar og februar 2020. I alt 15.002 svarede på undersøgelsen på tværs af 23 lande.
fra: https://www.kaspersky.com/blog/global-privacy-report-2020/
Figur 4: Hvor stor tillid har du til forskellige typer af virksomheder med hensyn til, at de ikke videregiver/sælger dine personlige oplysninger
Tabel 5: Danskernes forhold til virksomheders besiddelse af personlig data
Figurer og tabeller er fra: “Privacy og datasikkerhed 2019”, IDA og Forbrugerrådet Tænk, https://ida.dk/media/4378/190402-ida-analyse-privacy-og-datasikkerhed-2019-final.pdf
- Hvad kan der fra figurerne, tabellerne og citatet udledes om danskernes forhold til at afgive private data?
- Tænk tilbage på “Made to measure”-projektet: Hvilke af de private data fra figur 1 lykkedes det kunstnerne at finde frem til kun baseret på kvindens googlesøgninger?
- Hvorfor er vi mindre tilbøjelige til at dele oplysninger om os selv med venner, kolleger og familie, når vi gladeligt deler oplysningerne med f.eks. Google?
- Hvorfor deler vi oplysninger med både søgemaskiner og sociale medier, når det netop er disse to kategorier af virksomheder, som vi har mindst tillid til?
Figur 1
Vi har nu brugt figuren til at forklare, hvad vi deler i den fysiske verden, og hvad vi deler i den digitale verden på henholdsvis sociale medier og søgemaskiner. Nu har vi igen muligheden for at opsummere nogle grundlæggende pointer ved at afgive data ved hjælp af figuren.
Øvelse
- Skriv en samlet opsummering af, hvad vi deler på sociale medier, søgemaskiner, hjemmesider og apps. Brug samme fremgangsmåde som på denne side.
- Krav til øvelse:
– Underbyg dine pointer med mindst tre observationer fra Hvad deler vi og med hvem?
– Omfang: En halv side.
I et tidligere modul i forløbet satte vi os for at svare på følgende spørgsmål om at dele data i den digitale verden:
- Hvad deler vi?
- Hvordan deler vi?
- Hvorfor deler vi?
- Hvem har magten over vores data?
Disse spørgsmål var de samme, som vi svarede på i starten af forløbet, hvad angik de data, som vi udveksler i den fysiske verden.
Vi har nu delvist besvaret de fire ovenstående spørgsmål, men vi skal gøre lidt mere ud af de to sidste spørgsmål, nemlig spørgsmålene om, hvorfor vi deler og hvem der har magten over vores data.
Flashback eller noget helt andet?
I et endnu tidligere modul besvarede vi spørgsmålet “hvorfor deler vi?” med det korte svar: “No Man is an Island”. Det vil sige, at vi deler, fordi vi simpelthen ikke kan lade være med det. Hvis vi vil udvikle os som mennesker og være en del af det samfund, som vi lever i, så er det en forudsætning, at vi deler oplysninger om os selv gennem data. Det er det, som Axel Honneths teori om anerkendelse fortæller om vilkårene for at være et menneske i det senmoderne samfund.
Der er også noget som tyder på, at det er det, der er tilfældet.
- Undersøg figur 10, figur 11 og figur 12 med henblik på at svare på spørgsmålet “hvorfor deler vi?”
- Brug dine observationer til at underbygge, at der er en lighed mellem den digitale verden og den fysiske verden. Ligheden ligger i, at vi ikke kan undgå at dele, fordi vi gerne vil være en del af det samfund, som vi lever i.
- Hvilken af de tre former for anerkendelse, som Honneth skelner imellem, er der på spil, når vi deler på sociale medier?
Figur 10: Føler du dig ”tvunget” til at være på de sociale medier fordi meget information om fx arrangementer og aktiviteter kun kommer ad den kanal?
Figuren er fra: “Privacy og datasikkerhed 2019”, IDA og Forbrugerrådet Tænk, https://ida.dk/media/4378/190402-ida-analyse-privacy-og-datasikkerhed-2019-final.pdf
Figur 11: ”Hvad er de vigtigste grunde til at lave indlæg”, andel af ugentlige brugere på de respektive sociale medier, i %. 2019
Figur 12: “Jeg har en profil på et socialt medie for ikke at blive udelukket af det sociale fællesskab”, andel af ugentlige Facebookbrugere (bruger mindst ugentligt), fordelt på alder, i %. 2019
Figur 11 og 12 er fra rapporten “Sociale medier 2020 – brug, indhold og relationer” udgivet af Kulturministeriet, Slots- og Kulturstyrelsen.
8. Modul: Hvorfor deler vi private data?
De samme forklaringer, som vi gør brug af for at forklare, hvorfor vi deler i den digitale verden, bruger vi også, når vi skal forklare, hvorfor vi deler i den digitale verden. Det er den konklusion, som vi kom frem til, da vi beskæftigede os med spørgsmålet om, hvorfor vi deler oplysninger om os selv på de sociale medier.
Men som vi så i sidste modul, så er der et paradoks mellem vores forskel i villighed til at dele private data med virksomheder (som vi ikke har tillid til) og vores venner og familie (som vi formentlig har tillid til). Paradokset bliver udstillet i videoen med bagerjomfruen, fordi det er åbenlyst, at vi aldrig ville dele denne slags data, hvis vi blev bedt om det i en social situation, som vi kender fra hverdagen f.eks. en tur nede ved bageren.
Vi kan prøve at opstille nogle mulige forklaringer på dette paradoks:
- Vi er ikke bevidste om, at vores private data bliver delt i det omfang, som vi har kortlagt i de foregående moduler. Derfor har vi ikke taget stilling til det, og derfor er der ikke et paradoks.
- Vi er bevidste om, at vi afgiver data til virksomheder. Vi har bare ikke gjort os det klart, at det er data, som kan omsættes til oplysninger om vores privatliv.
- Vi er bevidste om, at vi afgiver data til virksomheder. Vi vil egentlig helst være fri for det, men vi har ikke tid eller overskud til at tilpasse vores adfærd, så vi beskytter os selv mere mod det.
De første to forklaringer drejer sig om manglende viden om eller forståelse for, hvilke data vi deler og hvad de kan bruges til. Vi må på dette tidspunkt i forløbet konkludere, at disse forklaringer i hvert fald ikke kan anvendes til at forklare, hvorfor vi ikke har ændret adfærd endnu.
Den sidste forklaring drejer sig om den situation, hvor vi tager stilling til at afgive vores data. Dette kan for eksempel være i forbindelse med at give samtykke til cookies, men det kan også være, når vi scroller igennem en såkaldt EULA (End User License Agreement).
Fælles for begge situationer er, at vi står over for at skulle indgå en aftale, for det meste med en virksomhed, om at de gerne må opbevare eller tilgå nogle bestemte data, som vi har på vores computer, eller som vi genererer med vores adfærd.
Kunderne ved bageren er ikke blevet bedt om at acceptere, at bagerjomfruen høster deres data, når de kommer ind. Spørgsmålet er så, om de havde været villige til det, hvis de blot var blevet præsenteret for en dialogboks eller en aftale, som de skulle scrolle igennem.
Overvej
- Hvilke forskelle er der på at udveksle data i den fysiske verden, hvor du står over for en person og i den digitale verden, hvor du står over for en virksomhed (gennem en EULA eller en cookiedialog)?
screenshot fra videoen “Hvis din bagerjomfru var en app”
Kunderne i bagerjomfru-eksperimentet oplever den følelse, som man på dansk kunne kalde “ubehag”, og som man på engelsk ville kalde “creepy”. Ordene beskriver følelsen af, at der er noget galt på en måde, som umiddelbart er svær at forstå. Hvorfor har bagerjomfruen brug for at kende til indholdet af mine beskeder?
Det er netop denne følelse, som forskere har observeret hos mennesker, der modtager målrettede reklamer. I nogle tilfælde vil de faktisk sætte pris på den reklame, som både kan være belejlig eller praktisk for dem, mens de i andre tilfælde synes, at det er creepy.
I tilfældet med bagerjomfruen er der vist ingen tvivl om, at det føles creepy for kunderne, hvilket måske skyldes, at det er meget svært at se i hvilken sammenhæng bageren har brug for informationerne om os for at kunne levere en bedre service.
I nogle tilfælde kan kunder dog sagtens forstå, at der er brug for at indsamle informationer om dem, og at disse informationer faktisk kan bruges på en måde, så det i hvert fald føles som en fordel for dem.
Creepy eller ok?
I skal nu enkeltvis tage stilling til otte forskellige scenarier. Fælles for alle scenarier er, at de kan opfattes som mere eller mindre creepy.
- Tegn en streg på et stykke papir og skriv “creepy” i den ene ende af stregen og “ok” i den anden ende – nogenlunde som vist her:
creepy _______________________________________________ ok
- Placer de otte scenarier på stregen i forhold til, hvor creepy/ok du synes, at scenarierne er.
Scenarierne:
Scenarie | Beskrivelse |
1 | Du har installeret en app, der kan identificere musiknumre ved at lytte til dem. Herudfra laver appen ugentligt en “Mest Lyttede Til”-liste med de sange, som du lytter mest til. Data om dine lyttevaner bliver brugt til at tilpasse annoncer i appen. Du kan ikke fjerne annoncerne. |
2 | Du har installeret en app, der hjælper dig med at holde styr på, hvad du spiser. Du skal bare selv registrere den mad, som du spiser i løbet af en dag. Den næste dag får du at vide af en ven, at de, der laver appen, sælger data til supermarkedskæder. Du kan vælge, hvilke supermarkedskæder, der skal modtage dine data. |
3 | Du har installeret en beskedtjeneste, som kan lave stemmeoptagelser, som du kan sende i stedet for tekstbeskeder. Appen har adgang til din mikrofon. En gang i mellem vil den optage lyd, hvis den genkender tale. Optagelserne, som du sender, og de tilfældige optagelser bliver sendt til virksomheden bag appen, som bruger det til at forbedre appen og til tredjepartsannoncører. Ved at betale for appen kan du forhindre, at den laver tilfældige optagelser, og at den sender det til annoncørerne. Appen vil stadig sende data til selve virksomheden for at forbedre appen. |
4 | Du bruger en app, der kan hjælpe dig med at blive bedre til at træne. En af appens funktioner er en rangliste, som sammenligner dig med andre brugere af appen. Du kan se deres brugerprofiler og deres score, puls og/eller vægt over tid. Du har muligheden for at gøre din profil privat, men så kan du ikke komme på ranglisten. |
5 | Du booker et fly, hvor du indtaster din Google Mail-konto som e-mailadresse. Idet du åbner din kalender finder du ud af, at informationerne om flyrejsen allerede er blevet sat ind automatisk. Du finder ud af, at du kan slå denne funktion til eller fra i dine Google Indstillinger. |
6 | Du stemte på et andet politisk parti for første gang i mange år. Du lægger mærke til, at det parti, du stemte på, pludselig ser ud til at have en meget tydeligere tilstedeværelse på dine sociale medier. Dine venner påstår, at de nærmest aldrig ser noget til det bestemte parti på deres sociale medier. |
7 | Du har uploadet et billede fra en familiemiddag til din Facebook-profil. En måned senere støder du på en annonce, der bruger dit billede. Du kan på ingen måde gøre noget ved, at dit billede bliver brugt i annoncen. |
8 | Du har skændtes lidt mere med din kæreste end du plejer. Det er foregået over Facebooks Messenger. Over en længere periode lægger du mærke til flere annoncer for parterapi og dating. Du har mulighed for at fortælle Facebook, at disse annoncer er upassende. |
Diskuter i gruppen/klassen efterfølgende hvordan I har placeret scenarierne.
- Er I enige?
- Hvad er det, der gør, at nogle scenarier er mere creepy end andre?
- Er der nogle scenarier som er urealistiske?
- Har I selv haft nogle oplevelser, som ligner scenarierne?
scenarierne er oversat fra engelsk fra:
John S. Seberger, Marissel Llavore, Nicholas Nye Wyant, Irina Shklovski, and Sameer Patil. 2021. Empowering Resignation: There’s an App for That. In CHI Conference on Human Factors in Computing Systems (CHI ’21), May 8–13, 2021, Yokohama, Japan. ACM, New York, NY, USA. https://dl.acm.org/doi/pdf/10.1145/3411764.3445293
Som I måske kunne gennemskue, så gav alle scenarierne forskellige niveauer af kontrol til brugeren. I nogle tilfælde kunne man tilpasse indstillingerne, og i andre kunne man ikke. Samtidig føltes noget dataanvendelse måske mere grænseoverskridende end andre. Her kunne man måske forvente, at folk så ville være tilbøjelige til at bruge deres kontrol over privatlivsindstillinger til at holde op med at dele data.
Der er dog noget, der tyder på, at det ikke er sådan mennesker faktisk agerer, når de skal tage stilling til at beskytte deres egne data.
I artiklen “Forsker: Drop idéen om, at vi selv kan beskytte vores data” præsenterer Irina Shklovski, professor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, resultaterne af sin forskning i, hvordan vi håndterer det, når vi står over for valget om at afgive data eller ej i den digitale verden.
Øvelse
- Læs artiklen: “Forsker: Drop idéen om, at vi selv kan beskytte vores data”.
- Hvorfor mener Shklovski, at det er “utopisk”, at vi selv skal kunne forstå, hvad vi siger ja til, når vi accepterer cookies?
- Hvad er det for et dilemma, som mennesker befinder sig i, når de skal tage stilling til at afgive data på nettet?
- Hvorfor bør det være demokratiske institutioner, der tager sig af spørgsmålet om samtykke til at afgive data?
Diskussion
- Diskuter om Shklovski har ret, når hun siger at: “Vi bliver fortalt, at vi selv har al magt til at vælge, men det har vi bare ikke i virkeligheden”.
- Inddrag evt. erfaringer fra cookie-spillet.
- Inddrag begreberne aktør og struktur i diskussionen. Gå evt. tilbage til det tidligere modul, hvor vi arbejdede med netop disse begreber for at analysere, hvem der har magten over vores data i den fysiske verden.
- Overvej om det også i dette tilfælde er rigtigt, at vi selv har været med til at skabe den struktur, som vi afgiver data under i den digitale verden.
Når vi i den fysiske verden befinder os i en creepy situation, som f.eks. i bagerjomfru-videoen, så er vi ligesom kunderne i videoen ikke i tvivl om, at der er noget galt, og at vi ikke behøver at gøre det, som vi bliver bedt om. Når vi er i den digitale verden, er det tilsyneladende ikke så simpelt.
Forklaringen kan muligvis findes i det, som Goffman betegner som “den sociale orden”, og som vi har arbejdet med i et tidligere modul. Den sociale orden er den fælles forståelse om de normer og regler, som hersker i situationen og som sikrer, at alle i den sociale interaktion får lov til at præsentere sig selv. I situationen med bagerjomfruen kan man argumentere for, at det er hendes brud på den sociale orden, som kunderne sanktionerer ved at afvise hendes spørgsmål på forskellige måder.
I den digitale verden er der ikke samme “fælles forståelse om normer og regler, som hersker i situationen”. Kan dette måske være årsagen til, at vi som mennesker er dårlige til at stå vagt om vores egne data, og at vi derfor giver op eller resignerer, selvom vi teknisk set har muligheden for at sige nej til at dele?
I mangel af bedre ender mange derfor med at opstille deres egne regler, som f.eks. at der nok ikke sker noget ved at dele data, når man ikke har noget at skjule, eller at det kun er rimeligt, at virksomheden beder om mine data, når nu jeg får lov at bruge deres produkter gratis. På den måde bliver interaktionen mellem brugeren og virksomheden til en transaktion. Det bliver til et bytteforhold, hvor vi bytter vores privatliv for adgang til en tjeneste, hvor alle vores sociale kontakter i forvejen befinder sig.
De fleste af os er bekymrede for at dele data og føler, at det er vores eget ansvar at gøre noget ved det. Men som artiklen “Drop idéen om, at vi selv kan beskytte vores data” udtrykker, så er det ikke realistisk, at vi selv kan gøre noget ved det. Ikke uden at det har konsekvenser for vores liv på en eller anden måde.
Men hvis vi ikke har ønsket at dele data ubevidst, og vi stadig ikke ønsker det, fordi vi oplever det som creepy, hvordan kan det så overhovedet foregå? Hvem har interesse i det?
Vi har allerede beskæftiget os med svaret som lyder, at det er virksomheder, der står på den anden side, når vi deler data. Men hvad er disse virksomheders interesse, og hvorfor har det udviklet sig til at omfatte så mange aspekter af vores digitale liv?
9. Modul: Hvorfor foregår det?
Vi har undersøgt, hvordan vi afgiver data på og til de sociale medier, søgemaskiner, hjemmesider og apps. Vi har yderligere undersøgt, hvilke data vi afgiver og hvorfor vi gør det. Til slut har vi diskuteret spørgsmålet om, hvorvidt vi selv har magten til at afvise at dele data.
Vores undersøgelse har således kun fokuseret på, hvordan det ser ud fra det enkelte menneskes synspunkt, og hvordan det enkelte menneske udfolder sin identitet i de strukturer, som nu engang findes i både den fysiske og den digitale verden. Vi har med andre ord fokuseret på aktøren i strukturen.
I de sidste moduler i forløbet skal vi prøve at anlægge et andet perspektiv. Vi skal undersøge strukturerne, og hvordan de påvirker aktørerne. Til det formål skal vi lære begrebet “overvågningskapitalisme” at kende.
Overvågningskapitalisme
I 2019 udgav Shoshana Zuboff, professor på Harvard University i USA, bogen Overvågningskapitalismens tidsalder (eng.: The Age of Surveillance Capitalism). Heri gennemgår hun en ny form for kapitalisme, som hun kalder for overvågningskapitalisme. Det særlige ved denne form for kapitalisme er, at den er tæt knyttet til den måde, vi afgiver data på i den digitale verden. Zuboff sammenligner de store tech-virksomheders dataindsamling med en slags overvågning, som har negative konsekvenser for vores liv.
Introduktion til de vigtigste begreber:
- Se dette interview i Deadline med Shoshana Zuboff (fra starten af klippet til ca. 16:10).
2. Læs denne artikel fra dagbladet Information som en introduktion til den historiske periode, som hun kalder for “overvågningskapitalismens tidsalder” (som jo også er titlen på bogen):
Alternativt eller desuden kan man se dokumentaren Shoshana Zuboff on surveillance capitalism på YouTube (med danske undertekster), hvor der gives nogle illustrative eksempler på overvågningskapitalisme, f.eks. Google Nest og Pokemon Go.
Øvelse
- Hvad vil det sige, at vores adfærd på nettet skaber et “adfærdsoverskud”?
- Hvad er helt præcist det smarte ved det, som Google gør på annoncemarkedet i starten af 00’erne?
- Hvad er ifølge Zuboff farerne ved overvågningskapitalismen?
- Prøv at tage et kig på de scenarier som I diskuterede i det sidste modul. Hvilke af disse scenarier er eksempler på, hvordan adfærdsoverskud bruges til at påvirke brugerens adfærd? Hvorfor?
- I filmen “Made to measure”, som vi så i et tidligere modul, var der nogle eksempler på, hvordan hovedpersonens adfærdsoverskud blev brugt til at målrette annoncer til hende. Kan I huske nogle af disse eksempler eller har I måske selv nogle eksempler på, hvordan jeres eget adfærdsoverskud blev brugt til at målrette annoncer til jer?
Vi skal dykke lidt længere ned i Zuboffs begrebsapparat, som ikke bare er en beskrivelse af, hvordan det er kommet hertil, men også en analyse af, hvad der kendetegner overvågningskapitalismens magt over menneskers liv.
Hvad kendetegner overvågningskapitalismen?
Læs denne side i Sociologibogen:
Øvelse
- Hvad er det for en asymmetri i viden og magt, som kendetegner forholdet mellem mennesker og virksomheder i overvågningskapitalismen?
- Hvad er det for nogle undskyldninger, som vi selv finder på for at forklare, hvorfor det er nødvendigt at afgive data?
- Begrebet “instrumentær magt” beskrives ikke specielt detaljeret i teksten, men skal forstås som, at man gør mennesket til et middel for et mål, hvor målet er at tjene penge. Hvilke eksempler har vi indtil videre set på udøvelsen af instrumentær magt?
– Til inspiration skal I læse uddraget nedenfor med eksempler på, hvordan overvågningskapitalisme høster data (læg mærke til begrebet “skyggetekst”).
“I Zuboffs optik er Googles Street View f.eks. ikke primært en smart kortservice. Tværtimod er Street View Googles offline-crawler, der samler data ind i den fysiske verden, som dens online-crawlere gør, når de systematisk gennemtrawler nettet til Googles søgemaskine.
Ja, faktisk er Street View som crawler blot et af mange eksempler i Zuboffs fortælling om, hvordan de surveillance-kapitalistiske tech-ekspansioner systematisk og – antyder Zuboff – bevidst beslaglægger data, som før var unddraget markedets logikker. “The Disposession Cycle” kalder hun det med fire faser, der fast gennemløbes, og som regel ender med, at alle synes, at den nye beslaglæggelse af personlige data, da er det mest naturlige i verden.
Vi skal dybere ned
Men heller ikke den fysiske verden er nok for de fremadstormende surveillance-kapitalistiske kræfter. Også dit hjem og din person er i sigtekornet. Google Home, Googles nye personlig assistent, er et middel til dataindsamling og manipulation i hjemmet. Og Nest, Googles smart-home device, ligeså.
Ligesom Amazons Alexa og Microsofts Cortana. Og det er ikke kun dit hjems plantegning, de er ude efter (salg af plantegninger var i øvrigt præcis, hvad der blev fremlagt som Roomba-støvsugerens officielle forretningsmodel i 2017). De vil have mere, og de vil kende dig – dybt, hvilket også helt åbent er, hvad de allesammen siger: Det er trods alt personlige assistenter, de laver.
Igen synes jeg, det er svært rigtigt at argumentere mod Zuboff. Hver gang jeg tænker efter, får jeg det dårligt over alle de oplysninger, jeg har givet – og fortsat giver – fra mig. Google ved alt om, hvad jeg søger efter. Både alt det ligegyldige, men også private emner, som meget få andre i verden har kendskab til.
Facebook kender alle mine venner, hvem jeg liker, og hvem der liker mig. Min mobil fortæller dem, hvornår jeg står op og går i seng, og hvor jeg bevæger mig hen, hvor ofte jeg tjekker telefonen.
Dette er i sig selv overvældende og bliver ikke bedre af, at min badevægt hver morgen sync’er med nettet, mit Apple Watch måler min puls, og min samlede genmasse ligger analyseret i en – iøvrigt Google-funderet – dna-tjeneste på nettet.
Men, pointerer Zuboff, det er kun overfladen, kun “den første tekst”. Bagved findes skyggeteksten. Skyggeteksten er den egentlige viden; resultatet af alle de fortolkninger og analyser, tech-giganter kan lave, når de sammenholder data om mig, dig og alle de andre milliarder brugere af deres systemer.
De mønstre, som den kunstige intelligens og maskinlæringsalgoritmerne kan udlede af de enorme datamængder, og som – og her argumenterer Zuboff igen effektivt og velresarchet –effektivt kan fjerndiagnosticere dig. Det er skyggeteksten, der rummer alle forudsigelserne og den virkelige læring, som driver surveillance-kapitalisternes værk.”
fra: “Zuboffs Surveillance sidder i skabet” af Jon Lund, Kommunikationsforum, 6. marts 2019, https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Anmeldelse-af-Surveillance-Capitalism
Hvad er konsekvenserne af overvågningskapitalismen?
Læs disse to sider i Sociologibogen:
- Ødelægger overvågningskapitalismen menneskets natur, og bereder den vejen for en ny totalitarisme?
- Er overvågningskapitalismens invadering af privatlivet en trussel mod demokratiet?
- Hvorfor er overvågningskapitalismen til skade for den menneskelige natur?
- Hvad vil det sige, at mennesker bliver objektgjort?
- Hvad vil det sige, at vi er blevet til en sværm?
- Hvilke konsekvenser har det, at “det indre liv ikke kan få luft”?
Forsikringsselskabet UNDO tilbyder en bilforsikring, hvor prisen bliver fastsat efter, hvor godt man kører, og ikke hvor gammel man er, eller hvor meget erfaring man har bag rattet.
Undersøg selv betingelserne her:
Læs herefter nedenstående artikel om Albert og UNDO.
28-årige Albert lader sig overvåge – til gengæld får han en billig bilforsikring
20. marts 2021 Politiken
af Dorthe Lønstrup
Nyt forsikringskoncept bruger en app til at overvåge og analysere unges køreevner, inden de får tilbudt en bilforsikring. Men registrering af adfærd og fintmasket opdeling af forsikringskunder rummer også problemer, mener Forbrugerrådet Tænk.
Albert Dieckmann kører ordentligt i sin Suzuki. Ingen hårde opbremsninger eller voldsomme accelerationer, roligt rundt i svingene.
Og selvfølgelig som altovervejende hovedregel inden for fartgrænserne.
Derfor har han netop kunnet tegne en bilforsikring til 3.348 kroner årligt, hvilket er cirka det halve af, hvad han betalte i sit gamle selskab. På trods af at han er ung, 28 år, og købte sin første bil i oktober sidste år.
I det nye selskab, Undo, der er et fuldt digitaliseret forsikringsstartup med Tryg som medejer, betaler unge bilister nemlig ikke automatisk en høj præmie, fordi de statistisk set forårsager flest skader.
Det er ellers standard i branchen. I stedet har Undo nøje registreret Albert Dieckmanns køreevner.
Mere solidarisk
»Vi afviser ingen kunder, men du betaler efter, hvilken slags bilist du er. Kører du sikkert, får du en stærk pris, kører du råddent, betaler du en høj pris«, siger Sophie Bohr Grønbæk, adm. direktør og medstifter af Undo: »Det, synes vi, er mere solidarisk end for eksempel at generalisere ved at lade alle unge betale en høj præmie«. Bilforsikring er det nyeste produkt hos Undo, der har som mål at bruge teknologien til at gøre forsikring smartere og mere brugervenlig på samme måde, som vi har vænnet os til at klare bankforretninger og investeringer via mobilen.
Alle kunder uanset alder skal hente en app til mobilen og lade deres kørsel overvåge og analysere i nogle uger. På baggrund af data fra denne test drive får man en score mellem 0 og 100 – og tilbudt en præmie, der afspejler ens individuelle risiko for skader.
Opnår man en score i den gode ende, vil præmien for en typisk kunde ligge op til 40 procent under prisen på en tilsvarende forsikring hos konkurrenterne i forsikringsbranchen. Der er især en besparelse at hente for unge.
Telefonen sladrer
Selv om Albert Dieckmann først blev bilejer for et halvt år siden, har han ti års erfaring bag rattet – med en enkelt skade, da han engang kørte over en høj kantsten.
Da han stadig boede hjemme i Jylland, kørte han stort set dagligt i forældrenes bil. I København, hvor han bor nu, har han af og til lånt eller lejet en vogn. Men på papiret er han altså en helt grøn og dermed potentielt mere skaderamt bilist.
»Forsikringsselskaberne havde jo ikke haft andet end demografi at styre efter, når de skulle sætte prisen. Men nu kan det gøres mere fair på baggrund af ny teknologi«, mener Albert Dieckmann, der scorede 93 point i sin test og dermed en lav præmie.
Den nye teknologi er bl. a. de sensorer, der sidder i din smartphone og sladrer – herunder et accelerometer og et gyroskop, der kan bruges til at måle kvaliteten af din kørsel.
Ikke bare, om du kører for stærkt eller aggressivt, men også, om du for eksempel scroller på telefonen, mens du kører, og dermed ikke har fokus på trafikken.
Du må gerne snyde dig bedre
Undo har udviklet parametrene for sikker kontra risikabel kørsel ud fra bl. a.
trafikforskning og data fra Havarikommissionen.
Lige nu er 3.000 kunder i gang med at få deres evner vurderet.
»Nogle har sagt til os, at under deres test drive vil de køre så pænt, som de overhovedet kan«, siger Sophie Bohr Grønbæk: »Den form for ‘ snyderi’ er helt fin, for det er kun godt, hvis man bliver en bedre bilist undervejs. Man får også løbende feedback i appen«. Man kan i princippet føre selskabet bag lyset ved at hyre en professionel chauffør til at køre rundt med sin mobil i et par uger.
»Men det tror vi ikke, folk gør«, siger direktøren.
Albert Dieckmann har ikke problemer med at blive overvåget af sit forsikringsselskab.
»Der er i forvejen så mange apps, der holder øje med mig, f. eks. Facebook og Google. Det er jeg helt bevidst om. Men i det her tilfælde får jeg selv noget ud af det, så det er en trade-off, jeg er villig til«, siger han.
»Jeg havde da i baghovedet undervejs, at jeg gerne ville have en god score. Men på et tidspunkt skulle jeg nå en færge, og der havde jeg altså en tung højrefod. Jeg valgte, at jeg gerne ville nå hjem, selv om jeg blev testet«. Om et år skal Albert Dieckmanns kørsel igen overvåges i nogle uger som en del af forsikringen og prisfastsættelsen: »Så må jeg vurdere til den tid, om jeg stadig er villig til det«.
Vi skal undgå A-og B-kunder
I Forbrugerrådet Tænk hæfter man sig ved, at Undos forretningsmodel muligvis kan medvirke til at øge trafiksikkerheden, hvilket alle har en interesse i.
Men overordnet er rådet ikke begejstret for den tendens i dele af forsikringsbranchen, der kaldes microtarifering.
Det dækker over, at man opdeler kunderne i grupper helt ned på adfærdsniveau og i yderste konsekvens udelukker nogle ved at tilbyde dem forsikringer på ufordelagtige vilkår, f. eks. forbehold i dækningen og urimeligt høje priser.
Især på det helbredsmæssige område er det problematisk.
»Det kan godt være fornuftigt at differentiere kunderne, hvis det sker efter helt objektive kriterier og på en måde, hvor der ikke skabes A-og B-hold«, siger seniorjurist Jakob Steenstrup fra Forbrugerrådet Tænk.
»Men hvis man bevæger sig i retning af individualiseret forsikring baseret på den enkeltes adfærd, er det også en bevægelse væk fra det solidariske princip i forsikring, hvor vi alle betaler til en pulje, der dækker, når nogle er uheldige«, påpeger han.
Et andet aspekt, Forbrugerrådet Tænk er bekymret for, er den kontinuerlige registrering af folks kørsel.
»Normalt er det først i en skadesituation, man vil se på, om der f. eks. er blevet kørt for stærkt, men her er der tale om en omfattende registrering af din adfærd.
Så datasikkerheden skal være på plads«, understreger Jakob Steenstrup: »For eksempel skal du kunne stole på, at viden om din adfærd som bilist ikke benyttes i relation til andre forsikringer, du eventuelt har i selskabet«. Der er vandtætte skotter mellem produkterne hos Undo, forsikrer Sophie Bohr Grønbæk – så du vil ikke opleve højere pris på f. eks. forsikring af din Hövding-cykelhjelm, som er et andet af Undos tilbud, fordi testkørslen har vist, at du kører uforsigtigt i en bil.
Du er herre over overvågningen
Det betyder også, siger hun, at medejeren Tryg ikke har adgang til informationer fra din testkørsel, som bliver slettet fra din profil bagefter.
»Data bliver hverken delt eller solgt. Der er i øvrigt flere lag af databeskyttelse i vores test drive; for eksempel kan vi ikke se, hvor du kører hen«, siger hun og tilføjer, at prisfastsættelse af forsikringer på baggrund af helbredsmæssig adfærd ikke er på dagsordenen i Undo: »Vi betaler jo alle sammen forskellige priser for vores forsikring. Men vi bruger kun registrering i de tilfælde, hvor du selv er herre over tingene, for eksempel din kørsel og dit forbrug af rejser, siger Sophie Bohr Grønbæk.
Hun henviser til Undos rejseforsikring, som ikke betales forud for et år ad gangen.
I stedet er modellen, at din telefon via gps’en fortæller forsikringsselskabet, når du befinder dig i udlandet og hvor.
Først på det tidspunkt trækkes en daglig præmie.
»Derfor havde mange af vores kunder gratis rejseforsikring sidste år. Det er også et eksempel på, hvordan teknologi kan modernisere et gammeldags forsikringsprodukt«.
Øvelse om overvågningskapitalisme
- Hvordan er artiklen et eksempel på overvågningskapitalisme?
- Brug følgende af Zuboffs begreber:
- Instrumentær magt
- “Skyggetekst” – “officiel tekst”
- Adfærdsoverskud
- Objektgørelse
- Sværmbevidsthed
- Det indre liv
- Brug følgende af Zuboffs begreber:
- Er overvågningskapitalismen et problem for det enkelte menneske eller har det udelukkende positive konsekvenser for samfundet? Opstil en diskussion, hvor I argumenterer for begge synspunkter.
- Underbyg jeres argumentation (som minimum for den, der siger, at det er et problem for mennesket) med Zuboffs pointe om, at overvågningskapitalismen er til skade for den menneskelige natur.
Ideer til andre øvelser:
Brug Zuboffs begreber til at forklare, hvordan eksemplerne, som vi udforskede i vores undersøgelse om at afgive data, er til skade for den menneskelige natur og hvorfor:
- Gå eksempelvis tilbage til:
- Cambridge Analytica-skandalen
- Stephens-Davidowitz’ analyser
- “Made to measure”-filmen
- Simulationen af en dag i en smartphone-brugers liv
- Hvilke private data vi ikke har lyst til at dele
- Bagerjomfru-videoen
- Find eventuelt selv en relevant case
10. Modul: Hvorfor foregår det?
Sociologerne Nick Couldry og Ulises A. Meijas fra henholdsvis London School of Economics og State University of New York (https://colonizedbydata.com/about/), skrev i 2019 bogen The Costs of Connection, hvor de ligesom Shoshana Zuboff undersøger, hvordan menneskelig data indgår i et kapitalistisk kredsløb, som i de fleste tilfælde ikke kommer mennesker til gode.
Hvor Zuboff identificerer overvågning som særligt kendetegnende for den form for kapitalisme, som informationsteknologien har udbredt og derfor kalder både den og sin bog for overvågningskapitalismen, så mener Couldry og Mejias, at overvågning altid har præget kapitalismen. Dette ses f.eks. i slaveplantagerne eller i de store fabrikker, hvor de enkelte arbejderes input og output blev nøje overvåget og registreret (s. 33).
Til gengæld mener de to teoretikere, at den måde, hvorpå virksomheder tilegner sig menneskers data på og gør dem til en råvare i en kapitalistisk produktionsform, minder om den historiske kolonialisme (s. 4). Uden at sammenligne konsekvenserne af den historiske kolonialisme med “datakolonialisme”, som de kalder det, så har de fundet frem til nogle karakteristiske træk med datakolonialisme, som netop gør det til en form for kolonialisme.
Siden det kapitalistiske aspekt ved afgivelsen af data samt dens anvendelse til kommercielle formål i store træk er blevet behandlet af Zuboff, så vil vi her fokusere på Couldry og Mejias’ argument om, hvordan det minder om kolonialisme.
Den historiske kolonialisme var kendetegnet ved fire elementer:
- Tilegnelsen af råvarer
- Udvikling af ulige sociale og økonomiske forhold
- Udvikling af ulige fordeling af goder
- Udbredelsen af ideologi
1. Tilegnelsen af råvarer
Hvor råvaren i den historiske kolonialisme f.eks. var guld, så mener Couldry og Mejias, at råvaren i datakolonialisme er selve menneskelivet eller i hvert fald de aspekter af menneskelivet, som gøres målbare og observerbare for en computer. Der er ingen grænser for, hvor mange aspekter af menneskelivet, der kan blive approprieret af de virksomheder, som bruger dette data til at tjene penge (s. 5). Et eksempel på dette så vi i simulationen af en dag i en smartphonebrugers liv.
Disse data bliver af og til omtalt som “den nye olie”. Dette skal forstås som en naturlig forekommende råvare, som er tilgængelig, men som skal raffineres og bearbejdes før man kan få noget ud af den. Det er netop denne tankegang, som Couldry og Mejias finder hos nogle af de virksomheder og organisationer, som bruger menneskelig data (s. 88-89). Selv den Europæiske Kommission er af den overbevisning, at data skal udnyttes, fordi det er med til at drive økonomien.
Den første kontakt mellem de spanske kolonisatorer og den oprindelige befolkning i Sydamerika blev formidlet gennem et dokument kaldet Requerimiento, som bekendtgjorde, at de og deres land hermed var underlagt Pavens autoritet. De blev også gjort opmærksomme på, at hvis ikke de frivilligt underlagde sig denne autoritet, ville de blive forfulgt. Den oprindelige befolkning havde naturligvis ikke mulighed for at forstå hverken bekendtgørelsen eller truslen om forfølgelse.
Dette sammenligner Couldry og Mejias med de såkaldte EULAs, som vi kom ind på i et tidligere modul.
Disse EULAs er for den gennemsnitlige internetbruger ligeså uforståelige og vilkårerne ligeså urimelige, som Requerimiento var for den oprindelige befolkning i Sydamerika. Pointen er, at virksomhederne udforsker nye områder, hvor de kan tilegne sig menneskers data på samme måde som kolonisatorerne udforskede lande i “den nye verden”.
Ordet appropriation betyder “at gøre noget til sit eget”. Couldry og Mejias bruger ordet i forbindelse med det, at virksomhederne tilegner sig menneskers data. Det er det samme ord, som er blevet brugt, når kolonisatorer gjorde krav på et nyt land.
2. Udvikling af ulige sociale og økonomiske forhold
Da kolonisatorerne mødte de oprindelige folk, var det med et ønske om at berøve dem deres land. Kolonisatorerne var bevidste om, at land og fast ejendom repræsenterede en værdi, fordi der var en knaphed af denne ressource. Der var kun så meget land, som der nu var. For kolonisatorerne var land attraktivt, fordi det kunne bruges til at dyrke afgrøde og holde på dyr. De oprindelige folk var ikke af samme opfattelse, og derfor var de ikke optaget af, hvem der havde ejerskab over landet. Dette førte over tid til ulige sociale og økonomiske forhold.
På samme måde som olie skal raffineres, før det kan anvendes, så skal data også gennemgå en bearbejdning, før det kan få en betydning og derefter anvendes. Forskellen på data og olie er dog, at olie er et naturligt forekommende produkt – det er data ikke. Data er et biprodukt af sociale interaktioner, som er gjort mulige af digitale interaktioner. Det er et biprodukt, som gemmes og bearbejdes af en tredjepart, der ikke er involveret med de parter, der indgår i interaktionerne, og som senere sælger den bearbejdede data på et marked.
Couldry og Mejias citerer en OECD-rapport for at rammesætte denne opfattelse af data:
“I modsætning til fysiske goder, hvor ejeren typisk har eksklusive rettigheder og kontrol over godet – også for eksempel retten til at ødelægge godet – så gælder dette ikke for uhåndgribelige ting som data. Dataejerskab er et dårligt udgangspunkt for at drøfte kontrol over data. Det vigtige spørgsmål er ikke hvem der ejer data, for det gør vi i sidste ende alle sammen. Det vigtige er, hvem der ejer midlerne til at analysere data.”
fra bogen s. 90 (min oversættelse)
Couldry og Mejias hævder, at fordi vi som mennesker ikke selv kan analysere det data, som vi afgiver, så betyder det, at vi ikke har kontrol over dataet. Tænk f.eks. tilbage på, hvordan din søgeaktivitet på Google så ud. Dataet stopper med at tilhøre menneskelivet og tilhører herefter i stedet den kapitalistiske produktionsform (s. 90).
3. Udvikling af ulige fordeling af goder
I 1600 blev East India Company grundlagt. I 1833 kontrollerede virksomheden 1.300.000 kvadratkilometer land, hvilket svarer til Danmarks størrelse ganget med 30. På det tidspunkt boede der 93.700.000 mennesker, der betalte 22.718.794 pund om året i skat til den britiske stat. Da virksomheden var størst, kontrollerede den halvdelen af verdens handel og havde sit eget militær, som beskyttede dens interesser. Denne massive rigdom og magt kom virksomheden bl.a. i besiddelse af gennem dens meget fordelagtige forhold til dens subjekter, som skal forstås som dem, der solgte råvarerne til virksomheden. Virksomhedens størrelse gjorde, at den var den eneste køber af de oprindelige folks varer.
Noget der kendetegner tech-giganter som Google er, at de er i et dobbeltsidet forhold med brugerne af deres tjenester. Google er både køber og sælger. De sælger os adgang til deres produkter, for det meste gratis, og køber den data, som vi udveksler på deres platform. Denne markedssituation kaldes en monopson eller monopsoni, fordi der kun er en enkelt køber af vores data. Vi kan ikke selv fastsætte den pris, vi ønsker at sælge vores data for. Vi kan heller ikke altid selv vælge, hvilken platform vi gerne vil deltage på og dermed udveksle data på.
Google er et godt eksempel på dette, fordi de tilbyder en bred vifte af produkter, som vi bruger. Hvis man vil slutte sig til ens venner, så vælger man det sociale medie, hvor ens venner befinder sig. Hvis man vil uploade sine hjemmelavede musikvideoer, så vælger man at gøre det på YouTube. Vi – producenterne af data – er utallige, men køberne er kun meget få.
I modsætning til et monopol, hvor priserne drives opad, fordi der ikke er andre sælgere på markedet, så vil der i en monopson være et pres på at drive priserne nedad. Priserne er i dette tilfælde det som køberne, det vil sige virksomhederne, er villige til at betale producenterne, det vil sige os, der producerer indholdet på platformene. I sidste ende betyder det, at køberne selv kan bestemme prisen, og at vi, som jo udveksler data på platformene, bare afleverer vores data til dem uden beregning. Disse virksomheder er vurderet til at være flere 100 milliarder dollars værd på aktiemarkedet, men dette ville slet ikke være tilfældet, hvis det ikke var for vores data.
Nogle vil måske hylde internettet for at give alle mulighed for at undergrave kapitalismen og decentralisere produktionen af indhold, men det nytter ikke meget, hvis det stadig kun er en håndfuld virksomheder, der kontrollerer infrastrukturen og den data, der anvendes. På en gennemsnitlig dag tegner Netflix og YouTube sig for halvdelen af al internettrafik i USA (s. 43-45).
4. Udbredelsen af ideologi
Teknologien har i flere omgange spillet en væsentlig rolle i den historiske kolonisering. For eksempel betød skatteindsamling og jernbanenetværket i Indien, at de engelske koloniherrer mere effektivt kunne indkræve overskud og transportere varer rundt i landet og til eksport til resten af verden. Der var en stor tiltro til, at denne teknologi også ville forbedre livet for de koloniserede, det vil sige de oprindelige indbyggere i Indien (i dette tilfælde).
For eksempel troede man, at jernbanen ville udviske skellet mellem sociale grupper, fordi alle skulle rejse sammen og dermed bryde med det indiske kastesamfund. På samme måde var der i internettets ungdom mange forhåbninger om, hvad denne nye teknologi ville bibringe interkulturel forståelse, retfærdig fordeling af den nye økonomis goder og demokratisering samt bedre muligheder for at udøve kritisk journalistik.
Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at nogle af disse forhåbninger til dels er blevet indfriet i nogle sammenhænge, men internettet har også betydet udviklingen af teknologi til overvågning af befolkningen. Dette ses for eksempel i digital identitet eller i fingeraftryk, som knytter sig til den enkelte person. Et ekstremt eksempel på dette ses også i Kinas voldsomt udbyggede netværk af videoovervågning og ansigtsgenkendelse. På sigt har denne overvågning ført til selvdisciplinering, fordi det accepteres som givet, at vi bliver overvåget uanset, hvor vi færdes. Dette gælder i særdeleshed, når vi bevæger os rundt på internettet, f.eks. når vi bruger sociale medier, søgemaskiner, apps og så videre.
Teknologien har med andre ord udvidet sit herredømme over menneskelivet, men ikke nødvendigvis på de måder, som vi havde håbet på. Faktisk har overvågningskulturen sejret så meget, at den deles af både kolonisatoren og de koloniserede, som er virksomhederne og menneskerne.
Et andet aspekt er de mål, som virksomhederne inden for datatilegnelse giver udtryk for. Facebook siger: “Bring the world closer together”, Microsoft siger: “Enable people and businesses throughout the world to realize their full potential”, Twitter siger: “Give everyone the power to create and share ideas and information instantly, without barriers” og så videre.
Lectio er et studieadministrativt system, som ¾ af danske gymnasier anvender til skema, kommunikation, materialedeling, plagiatkontrol og meget mere.
Lectio og gymnasieelevers opgaver
- Læs artiklerne:
- Argumenter for, at Lectios måde at opfatte gymnasieelevers personlige data på minder om den måde, som den historiske kolonialisme approprierede den oprindelige befolknings land og arbejdskraft. Gør her brug af Couldry og Mejias’ argumentationer og begreber.
- Diskuter i gruppen eller i klassen om målet helliger midlet:
- Er det i orden at benytte gymnasieelevers opgaver som data for at forhindre den tendens, at nogle elever køber opgaver af f.eks. universitetsstuderende? Disse opgaver bliver nemlig ikke fanget i plagiatkontrollen.
Se nedenstående indslag om, hvordan Big Tech (i videoen er det især Huawei og Facebook, der er på spil) koloniserer de tidligere koloniserede lande i Afrika. I tilfældet med Huawei kan man endda betragte det som et led i en kinesisk udenrigspolitisk strategi, som helt åbenlyst forsøger at gøre afrikanske lande afhængige af kinesiske penge.
Ideer til øvelse:
- Undersøg Facebook Basics-modellen eller Google Loon-modellen for at bringe internet ud til fattige dele af verden.
- Diskutér fordele og ulemper ved disse modeller for befolkningerne i de berørte lande. Kom herunder ind på, om det er en skærpende omstændighed, at det foregår i lande, hvor befolkningerne ikke har noget valg, hvis de gerne vil på nettet.
- Mark Andreessen – et bestyrelsesmedlem i Facebook – tweetede følgende (kilde til hele historien)
Diskutér om Andreessen har en pointe i sin sarkastiske kritik eller om inderne bør finde deres egen vej frem.
11. Modul: Hvad er perspektiverne for afgivelse af flere private data?
I 2014 udgav revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers en rapport om et nyt fænomen med betegnelsen “wearables”. Ifølge dem er det et fænomen, som kommer til at kendetegne fremtiden. Wearables er bærbare, teknologiske produkter, som man kan bære på kroppen. Selvom det er nogle år tilbage, så er især fitnessure og Apple Watch blevet meget fremherskende i dagens samfund.
PricewaterhouseCoopers skriver, at man kan forestille sig en verden, hvor disse wearables er forbundet til et kommercielt sporings- og kommunikationsværktøj, hvor virksomheder kan få adgang til “body cues”, som giver dem mulighed for at målrette beskeder og annoncer til forbrugere. Med andre ord så vil disse body cues give virksomheder mulighed for at målrette produkter til bestemte forbrugere ved f.eks. at markedsføre drikkevarer til folk, der er tørstige eller hovedpinepiller til folk, der er trætte.
Det er en pointe hos Couldry og Mejias, at den mest moderne teknologi paradoksalt nok både er meget tæt på og meget langt fra. Meget tæt på, fordi teknologien prøver at komme så tæt på den fysiske krop som muligt, og samtidig meget langt fra, fordi teknologien kvantificerer alle de data om mennesker, som den henter og bruger, men at virksomhederne kun kan bruge dataet, hvis der er rigtig meget af det (såkaldt Big Data).
Virksomhederne vil allerhelst påvirke os, før vi kan reflektere over det behov, vi føler, og der er “body cues” meget praktiske. Det er egentlig ligegyldigt, om vi gerne vil have noget at drikke. Vi får det tilbudt, fordi vi er tørstige, ikke fordi vi gerne vil have det.
Øvelse om body cues enkeltvis
- Besøg siden https://profil.dataekspeditioner.dk
- Afprøv de forskellige værktøjer til at tracke dine følelser og/eller blikretning.
Øvelse om body cues i grupper
- Prøv at blive enige i gruppen om hvad der kunne være sjovt at “have kørende” på skærmen, mens I tracker enten blikretning eller følelser.
- Afprøv værktøjerne med forskellige ting kørende på skærmen. Registrer data om disse tests.
- Se om I kan fortolke data fra testen. Kombiner evt. data fra forskellige tests.
- Overvej hvordan det kan anvendes til kommercielle formål og/eller til overvågning af dig.
- Diskuter om der bør være regler for hvilke virksomheder, der får lov til at anvende billedgenkendelsesteknologi som denne.
Mischa Sloth Carlsen 
Louise Dalgaard 
Cecilie Bepler 